En dag, kort efter jeg var flyttet til Hirtshals, hørte jeg en dyb brusende lyd. Det var ikke vinden i træerne, det var noget andet. Var det lyden af havet? Det kunne da ikke passe, jeg bor jo alligevel over 1½ km fra stranden.
Jeg skulle finde ud af det. Så jeg gav hunden snor på og fulgte efter lyden. Jeg gik gennem skoven og efterfølgende igennem klitterne og så det ene smukke syn efter det andet, alt imens lyden blev højere og højere. Og så kom jeg til havet. Solen skinnede over en forladt strand. Det var ret vindstille, men det var som om bølgernes brusen blæste igennem mit sind. Det blæste alt det kaos, der var i mine tanker i forbindelse med flytning, nyt arbejde og pandemi, væk. Det var et øjeblik af fred, et øjeblik af lykke.
Vismændene lavede en noget større version af denne tur. De havde set et lys i stjernehimlen, som var anderledes, som var særligt. De ledte i gamle skriftruller efter forklaringer, de diskuterede, de tolkede. Endelig kom de til en afgørelse: stjernen betød at en ny konge var født i Israel. Normalt ville de være ligeglad med Israels konge. Israel var blot en plet på verdenskortet og dens konge havde ikke særlig meget magt. Men når man får sin egen stjerne, så er man værd at undersøge. Vismændene pakkede til en lang rejse, de pakkede dyre gaver til den nye konge. Så fulgte de efter lyset. Da de kom til Israel gik de til hovedstaden, til kongens palads, for at se den nyfødte prins. Men i paladset var der ikke nogen nyfødt prins. Kong Herodes anede ikke hvad vismændene snakkede om. Så Herodes spurgte byens præster og teologer til råds. De pegede på den lille by Betlehem, ikke langt fra hovedstaden. Da vismændene gik til Betlehem, så de stjernen igen. Den svævede over et hus. De gik ind og så et lille barn i armene på en ung, ellers ganske almindelig kvinde. Synet af de to blæste igennem deres sind. Trætheden fra den lange rejse fald fra dem og de blev fyldt med lykke.
Disse vismænd, eller de hellige tre konger, de var hverken konger, eller almindelige lærte mennesker. De var mager, altså astrologer og troldmænd. De studerede himmellegemerne, bl.a. for at spå fremtiden. Mager beskæftigede sig også med andre former for spådom og magi. Og alle disse ting var bundulovlige i jødedommen. Gud selv havde forbudt det. Og det var ikke fordi man i jødedommen ikke troede på ting som astrologi og magi. De troede skam på det. I deres øjne kunne det sagtens lade sig gør at læse fremtiden i stjernerne, eller i bestemte magiske objekter. I deres øjne kunne man sagtens have magiske evner. Man måtte bare ikke, fordi man kun måtte få sin særlige indsigter og kræfter af Gud selv. Hvis ens profetier eller undergerninger ikke kom fra Gud, så kom de fra et mørkt sted. Jesus blev f.eks. på et tidspunkt beskyld for at gøre sine undergerninger i kraft af en dæmon. Dette forbud havde en dyb teologisk begrundelse. Gud skulle være den eneste Gud i Israel. Man måtte ikke ophøje nogle andre guder, væsner, eller kræfter ved siden af ham. Derfor måtte man ikke beskæftige sig med disse magters spådom og trolddom. Derfor var alt det, som magerne gjorde, forkasteligt.
Og alligevel, så viste Gud sig til disse mænd. Gud viste sig igennem veje, som han selv havde forbudt for sit folk Israel. Det viser hvor meget Jesu fødsel vendte op og ned på det hele. Det vendte op og ned på hele det system jødedommen var bygget på. Det system gik ud fra at jøderne var Guds særlig udvalgte folk. Det gik ud fra, at man kun kom til indsigt igennem omhyggelig fortolkning af skrifterne. Det gik ud fra, at man kun kunne finde Gud, ved at efterleve lovene. Men her stikkede Gud en kæp i dette hjul, ved at skyde en stjerne til nogle fremmede mænd, der beskæftigede sig med en umoralsk praksis.
Vi har alle sammen vores forestillinger om hvordan en kristen skal være. Forestillinger om hvad en kristen skal tro og tænke og hvordan man skal opføre sig. På denne måde laver vi en kasse, som man helst skal passe ind i, for at være en god kristen. Problemet er, at mange mennesker ikke passer i de kasser, som vi laver. På grund af deres baggrund, deres kultur, eller deres personlighed, så vil de aldrig kunne leve op til vores standarder. På samme måde passer vi selv ikke i de kasser, som andre laver. Disse forskelle ender ofte i mudderkastning, hvor kristne beskylder hinanden for at være kættersk, umoralsk eller svag i troen.
I helligtrekongers historie sprænger Gud disse kasser. Gud er Gud for alle og ikke kun for de få, der kan leve op til en bestemt standard. Guds formål med os er ikke at vi skal ligne et bestemt, fastlåst billede af hvad et godt menneske er, hvad Guds børn skal være. Guds formål er netop at sætte os fri fra vores egne kasser og forestillinger. Fri fra de lænker, der binder os, så at vi kan gå på vores livs rejse. En opdagelsesrejse hvor vi følger et lys, en lyd, et tegn fra Gud. Det tegn er Kristus: et barn, et menneske, der slet ikke lignede en konge, men alligevel var det. Kristus leder os på denne opdagelsesrejse, hvor vi vandrer og søger til vi finder det sted, der ligger i stjernens skær.
Det sted vil ikke være hvad vi forventer, men alligevel finder vi der, hvad vi har ledt efter hele vores liv: Guds fred og Guds lykke.
Amen.