Turistchef Laila Zielke kunne torsdag aften byde velkommen til generalforsamling hos Hirtshals Turisme i Byens Sal på Det Gamle Rådhus.
Det gjorde turistchefen ved indledningsvis at ringe med den fine gamle klokke, som foreningen fik ved 25 års jubilæet helt tilbage i 1957.

Dernæst gav hun ordet til Svend Ravn, som med stor erfaring og dermed ikke så lidt pondus for 43. gang lod sig vælge til dirigent hos Hirtshals Turisme.

Herefter var det bestyrelsesformand Sarah Routledge, der fremlagde bestyrelses beretning for året 2024. Formanden fremførte en lang række fakta, der dokumenterede den positive udvikling for turismen ikke bare i Danmark, men i særdeleshed her i det nordvestlige Vendsyssel.
Ikke færre end 1.790.000 overnatninger var der sidste år i Hjørring Kommune. Positivt er det tal ikke mindst, fordi langt de fleste af disse overnatninger finder sted langs kysten fra Løkken over Lønstrup til Hirtshals og Tversted. Ligesom det er bemærkelsesværdigt på den gode måde, at 98 procent af turisterne tilkendegiver tilfredshed med oplevelserne hos paraplyorganisationen VisitNordvestkysten.

Endelig nævnte Sarah Routledge de næsten ubegribeligt mange events og arrangementer, der året rundt finder sted i Hirtshals. Ligesom hun fik rost Laila Zielkes og Mette Skovsagers store arbejde på turistkontoret, som i denne tid især kommer til udtryk ved realiseringen af Det Sorte Tårn og aktivitetspladsen på Vesthavnen, hvortil det første spadestik tages på lørdag kl. 11 af borgmester Søren Smalbro. Mandag kl. 19 er der desuden orienteringsmøde om samme projekt i Byens Sal på Det Gamle Rådshus.

Foreningens regnskab blev herefter gennemgået af revisor Jan Ekmann Hørsel, hvilket ikke gav anledning til hverken kritik endsige spørgsmål, hvilket med tilfredshed blev bemærket af dirigent Svend Ravn. Han ledte dernæst med vanlig autoritet og blink i øjet forsamlingen igennem valget til bestyrelsen.

Her var der genvalg til Ditte Sørensen fra Hirtshals Havn og Rikke Vandsted fra B&B by the Sea, idet sidstnævnte sammen med gemalen Tor Ove Sørlie nu også bliver forpagtere på Hirtshals Camping, som er ejet af Hirtshals Turisme, idet der i samme ombæring var ros og applaus til det tidligere forpagterpar Conni og Jørgen Eriksen, som herefter kan nyde et velfortjent otium i Kjul. De øvrige i bestyrelsen er fortsat formand Sarah Routledge, Lise Møller, Sylvia Berglund, Jørgen Eriksen og René Stoklund. Som suppleanter til bestyrelsen var der genvalg til keramiker Janice Hunter og Jens-arne Nielsen.

Endelig blev en mindre vedtægtsændring vedtaget, hvori bestyrelsen havde ønsket at understrege, at foreningen har en almennyttig karakter, hvilket er nyttigt med henblik på blandt andet ansøgninger til fonde.
Afslutningsvis gav turistchefen en tour de force igennem årets aktivitetskalender og udfoldede en grundigere gennemgang af det store projekt med Det Sorte Tårn og aktivitetspladsen på Hirtshals Havn.
Link til relateret artikel