I forbindelse med netavisens 10 års fødselsdag her i pril måned 2024 fik vi blandt meget andet et gavekort fra Hirtshals Handel & Erhverv, som vi straks udloddede til vores mange trofaste læsere af NordsøPosten.
For at deltage i konkurrencen blev I som læsere bedt om i kommentarfeltet kortfattet at beskrive det bedste ved netavisen. Efterfølgende er vi næsten bogstavelig talt blevet blæst bagover af rosende ord og beskrivelser.
Dem har vi naturligvis med ydmyg taknemmelighed læst, idet vi dog er ubeskedne nok til her at dele lidt af de mange tillægsord og superlativer som eksempelvis aktuel, præcis, loyal, lokal, pålidelig, lokal, nærværende, opsøgende, nysgerrig, inspirerende, vedkommende, hurtigst, sober, seriøs, unik, dugfrisk, alsidig, informativ, dejlig og detaljeret.
Den slags opmuntringer er en af de væsentligste grunde til, at ikke bare jeg som indehaver, men også de nærmeste freelancere og utallige andre, der på forskellig vis bidrager, holder på med at levere nyheder og små historier.
Det var kort fortalt ikke let at vælge en blandt de mange bidrag, men vi kunne simpelthen ikke stå for ordene fra Hanne Rishøj Nielsen. Herfra lød det kort og godt, at vi er bedst med det lokale.
Hanne Rishøj Nielsen er oprindelig fra Horne, men bor nu i Aalestrup. Det vidner da i dén grad om betydningen af rødder, når hun i lighed med mange andre, der er rejst ud i verden, fortsat læser den lokale netavis.
Fornuftigvis har familien da også fortsat sommerhus heroppe, hvor de tilbringer så meget tid som overhovedet muligt.
Tusind tak for ordene og opbakningen!