Forberedelserne til denne tur startede allerede i efteråret 2020, hvor foreningen gik i gang med at søge forskellige fonde og firmaer med videre til at støtte projektet. Det blev desværre afslag på afslag.
– Dog var vi så heldige, at Hirtshals Havn gerne ville donere 10.000 kr. til bustransporten til Vigsø og hjem igen. Det var et dejligt lyspunkt. I det tidlige forår 2021 fik foreningen hjælp fra Frivilligcenter Hjørring og frivilligkoordinator Mette Jakobsen til at søge §18 midler hos Hjørring Kommune og det lykkedes, lyder det fra Helle Gaust.
Så dermed var ferieopholdet en realitet. Lørdag den 17. juli kørte bussen så mod Vigsø med 30 forventningsfulde børn og voksne.
– Det har været et skønt ferieophold med mange gode oplevelser. Vigsø Feriecenter har et fint badeland og her blev der brugt meget tid. Men der er også blevet brugt tid på at køre motocross en eftermiddag, male på sten en formiddag, gå ture samt spille fodbold og kongespil på fodboldbanen, uddyber Helle Gaust.
En aften var alle oppe i restauranten og spise dejlig aftensmad sammen. Da bussen kørte hjem mod Hirtshals torsdag formiddag, var den fyldt med trætte, men glade børn og voksne efter nogle skønne feriedage sammen.
– Foreningen vil gerne takke både Hirtshals Havn og Hjørring Kommune, der gjorde dette ferieophold muligt – samt Frivilligcenter Hjørring og Mette Jakobsen, der hjalp med ansøgningen, slutter Helle Gaust på vegne af Tværkulturel Hirtshals.