Søndag den 1. juni kunne Tversted Bjærgelaug fejre Bådhusets 40-års jubilæum og samtidig tage hul på en ny, spændende sæson.
Bjærgelauget og bådehuset tæt på stranden er et festligt samlingssted i Tversted for både medlemmer og andre, der kigger forbi enten, når det er hav-vejr, julemarked eller måske ligefrem gudstjeneste.
Helt i laugets og de gode mennesker bags åbne sind og ånd var alle velkomne søndag – nuværende og tidligere medlemmer, venner af Bjærgelauget og alle interesserede – til en festlig eftermiddag med taler, gode historier og hyggeligt samvær. Jubilaren bød på kaffe og fødselsdagskage.
– En stor tak til alle, som trodsede regnen og lagde vejen forbi i anledning af Bådhusets 40-års jubilæum. En særlig tak skal lyde til Kjeld Larsen og Kurt Larsen, som holdt tale om Bjærgelaugets virke gennem årene samt til de fremmødte, som i sin tid var med til at opføre Bådhuset. Vi kunne ikke ønske os en bedre start på sæsonen. Første ro-samling er søndag den 8. juni klokken 10.
Samtidig blev sæsonen 2025 skudt i gang, og det er atter med masser af spændende aktiviteter, hvor alle kan være med.
Årets program er gengivet på plakaten nedenfor med masser af tilbud som ro-samlinger og grillhygge til Funky Forkyndelse, sankthans, kapsejlads og julearrangement. Mon ikke, endnu mere dukker op.
Alle kan blive medlem og tage del i sammenholdet og samtidig bakke op om denne gode, lokale sag.
Foreningens formål er beskrevet på hjemmesiden:
Tversted Bjærgelaug er en aktiv forening i Tversted som mødes til morgenkaffe hver søndag kl. 10.00 i perioden 8. juni til 7. september og båden sættes i vandet kl. 11.00.
I ugerne 27-31 mødes bjærgelauget desuden hver onsdag kl. 19.00 hvor båden også sættes i vandet. Alle er velkomne til at ro med.
Lokale, turister og andet godtfolk er meget velkommen til at blive medlemmer og være en del af Tversted Bjærgelaug. Det koster hele 100 kroner om året, og beløbet kan indbetales på Mobile Pay 23 887 – husk at skrive navn og kontaktinfo.
Bestyrelsen for Tversted Bjærgelaug:
Formand Erik Toustrup 20 20 40 79
Næstformand Mads Buchardt 21 22 8627
Kasserer Christian Jakobsen 30 69 83 28
Sekretær Jette Christensen 21 45 79 14
Medlem af bestyresen Gitte Jensen


