På trods af, at der har været stor opbakning til projektet fra alle sider, er Kysthusprojektet blevet langvarigt, fordi det har været kompliceret, oplyser Tversted Borger- og Turistforening.
Der har været behov for tilladelser fra Hjørring Kommune, Fredningsmyndighederne og Kystdirektoratet. Ikke mindst arbejdet med indhentningen af disse tilladelser har taget lang tid.
Projektet koster ca. 3.2 mill kr., hvortil Hjørring Kommune og Tversted Borger- og Turistforening bidrager økonomisk. Hovedparten af finansieringen skulle imidlertid findes hos andre private og offentlige finansieringskilder, og det har selvfølgelig været vanskeligt at opnå finansieringstilsagn, inden de vigtigste tilladelser var på plads.
Tovholderne hos Tversted Borger- og Turistforening har glædet sig over et godt samarbejde med Hjørring Kommune. Ligesom de har glædet sig over det konstruktive samarbejde, de har haft med projektets finansieringskilder og arkitekter.
Nu er alle tilladelser på plads, og projektet er fuldt finansieret. Men der er jo sket noget, siden projektet startede.
Afstanden til de blå bølger er blevet kortere, konstateres det lakonisk hos Tversted Borger- og Turistforening.
Se mere om projektet her.