Hirtshals Havn har som tidligere omtalt besluttet at igangsætte havneudbygningen, først og fremmest med en forlængelse af vestmolen, så den fremover føres cirka 750 meter ud i havet.
I den forbindelse har Trafikstyrelsen sendt miljøkonsekvensrapporten for denne udvidelse i offentlig høring, sammen med bilagsrapporter – i alt cirka 750 sider. Den offentlige høringsperiode løber fra den 18. september 2025 til den 24. oktober 2025.
Hele materialet med hovedrapport og 17 bilag kan tilgås via Trafikstyrelsens hjemmeside: Høringsmateriale og relevant lovstof samt Hovedrapporten.
Høringssvar kan fremsendes til [email protected] med cc til [email protected]

Arbejdsgruppen for kystsikringen af Tannisbugt vil indsende et høringssvar, der adresserer de vigtigste og mest komplekse problemstillinger i MKR-rapporten.
Tversted Borger- og Turistforening (TBT) samarbejder med kystsikringsgruppen om deres eget høringssvar, som du kan finde første udkast til i et link nedenfor. TBT er ikke imod havnens udbygning, men de er imod “at regningen skal betales af borgerne i Tversted”.
TBT mener, at Trafikstyrelsen bør stille som betingelse, at de 900.000 m3 sand, der naturligt ankommer til Hirtshals Havn fra syd langs vestkysten, enten skal videreføres eller kompenseres fuldt ud til Tannisbugt og leveres kystnært.
TBT ønsker at bevare den naturlige sandstrøm ind i Tannisbugt. Havneudbygningen og anvendelse af sand fra havneindsejlingen og vestsiden af vestmolen er årsag til, at der nu mangler mange millioner af kubikmeter sand i Tannisbugt, hvilket medfører kysterosion.
TBT modtager meget gerne input til deres forslag til høringssvar. Høringer er en vigtig del af det danske demokrati, og det er ikke nødvendigt at være ekspert for at deltage med et svar. Det har betydning for Trafikstyrelsens afgørelse, at så mange som muligt deltager i høringen. Derfor vil TBT gerne opfordre dig til også at sende dit høringssvar. Dette svar behøver ikke være langt eller kompliceret – det kan være en bekymring, en forventning, et krav, et forslag eller blot en undren.
Kystsikringsgruppen opretter mapper, hvor de lægger høringsforslag og andet materiale fra arbejdsgruppen, som frit kan benyttes. Der vil være en fil i mappen der hedder ”Tips”, som indeholder små, måske tankevækkende ideer, som kan inspirere dig til et høringssvar.
Vi har oprettet forskellige mapper med det samme indhold – én i Dropbox og én i OneDrive .
Skriv også til [email protected], hvis du vil have hjælp til et høringssvar.
Kilde: Tversted Borger- og Turistforening.


