Det store fælles projekt Drømmen om Tversted er på mange områder godt på vej mod opfyldelse og på andre områder er drømmene placeret på natbordet, mens Tversted venter på tidsplan og omfang af den kommende separatkloakering i byen.
Separatkloakering betyder, at hvis man bor i et fælleskloakeret område, skal alle have adskilt regn- og spildevand på sin egen grund. Derfor graves for eksempel Tannisbugtvej i Tversted op på et tidspunkt, og det får betydning for færdiggørelse af flere projekter. Du kan læse mere her.
Det var kort forklaringen på, at nogle af drømme i Tversted afventer, hvor for eksempel det afledte regnvand i fremtiden føres hen – måske til en ny sø i forbindelse med projekt Haven, som er en af drømmene.
Det var noget af alt det spændende, der blev orienteret om onsdag aften på Klitgården i Tversted, hvor der var borgermøde for alle interesserede.
Mødet var arrangeret af arbejdsgrupperne under samarbejdet på tværs af Drømmen om Tversted, og af Tversted Borger og Turistforening, hvis formand Birthe Østergaard bød velkommen og ledede mødet.
Repræsentanter fra grupperne kom med en status og fortalte om de aktuelle projekter Naturring Tversted, Fysisk Forskønnelse, Kysthusene, Tversted Fælled, Tversteds Have og Sømærket.
Det sidste projekt – drøm – afventer tilladelser. Det kan være ganske vanskeligt at få lov at genskabe det tidligere Sømærket i den meget beskyttede og pragtfulde natur ved Tversted. På borgermødet lykkedes det at etablere yderligere samarbejde om projektet.
Der måtte hentes ekstra stole ind til de mange deltagere, og der var kun ganske lidt tilbage af de lækre kager til kaffen.
Efter pausen var der intense og konstruktive samtaler ved rundborde, hvor de forskellige drømme var flot illustreret og forklaret.
På borgermødet var der også byrådspolitikere til stede, og de fik input om mange emner. De fem var Frode Larsen fra Nye Borgerlige og Erik Høgh-Sørensen fra Uafhængigt Frit Parti, samt Michael Engbjerg, Lars Peter Boel og Christian Engen fra Venstre.
Nordsøposten følger den kommende tid ekstra godt med også i Drømmen om Tversted.
læs også tidligere artikel
God artikel og dejligt der var så stort et fremmøde