Menighedsrådet, bjærgelauget, borger- og turistforeningen samt skolens kulturforening arrangerer i Tversted søndag den 4. maj flere steder i byen fejring af Danmarks Befrielse.
Der er søndag 80 år siden, at det glade budskab lød i radioen om, at de tyske tropper havde overgivet sig. Fem års forbandelse og besættelse var slut.
80-års jubilæets fejring i Tversted begynder søndag klokken 14 i Tversted Kirke med indledende gudstjeneste og klokken 14.30 er der i kirken alsang og afspilning af ”Frihedsbudskabet” fra 1945, og ”Kongesangen” synges.
Der vil være solosang ”Frihedens lysdøgn” ved kirkesanger Laura Kristensen og organist Niels Ole Sørensen.
Sognepræst Johan Hermann Rump fortæller i Frihedstale 1 om ”Da Fadervor blev udskiftet med Hitlervor”.
Derefter er der byparade og optog fra kirkens parkeringsplads med bjærgelaugets fladbåd i samlet flok gennem den genåbnede Tannisbugtvej til bådhuset ved stranden.
Alsang fra Tversted Bådhus byder på fællessang og solosang ”Frit land” ved kirkesangere og organist.
Lokale Svend Hjorth taler i Frihedstale 2 om ”Lever friheden fra 1945 fortsat?” og ”Nationalsangen” synges i fællesskab.
Der vil være servering af grillpølser med brød og tilbehør samt øl og vand venligt doneret af SPAR købmanden i Tversted, turist- og borgerforeningen samt kirken.
Fejring af befrielsen ved bådhuset slutter klokken 16.30 for derefter at fortsætte med alsang ved Tversted Skole med fyraftenssang fra Højskolesangbogen for fred og frihed.
Ved køb af skolekøkkenets ”fredsbrød” støtter man bevægelsen ”Støt Ukraine”, hvor der er lange udsigter til fejring af befrielsen.
Alle opfordres til søndag at sætte lys i vinduerne, når mærket falder på. Lysene tændes denne aften for at fejre Danmarks frihed og befrielse og for at mindes og ære de mange frihedskæmpere, der satte livet på spil.
For mange endte frihedskampen med døden. Tak for friheden!


