Narkopåvirket kørsel – dét blev en 25-årig mand sigtet og anholdt for, da han førte personbil ad Søndergade i Hjørring mandag den 20. december kort efter midnat.
En beredskabspatrulje standsede bilisten til kontrol, hvor man hurtigt fattede mistanke til påvirket kørsel. En narkometertest blev derfor udført. Testen gav udslag for, at bilisten tilsyneladende havde indtaget kokain forud for kørslen.
En blodprøve blev efterfølgende udtaget som bevismateriale i sagen.
Søndag den 19. december kl. 01:00-07:00 begik ukendte gerningsmænd indbrud i en personbil, der stod parkeret på Vitskølklostervej i Hjørring. Blandt de stjålne genstande var bilens registreringsattest, servibog og nogle bind. Bakspejlet blev ligeledes fjernet fra bilen.
Har du set mistænkelig færden på Vitskølklostervej i Hjørring? Kontakt politiet på 114.
Kilde: Nordjyllands Politi.