Det dygtige U14 liga 2 hold fra Team Horne/Hirtshals var lørdag i kamp i Skive mod FC Salling. Det blev som allerede afsløret ovenfor et vaskeægte drama.
– Vi møder et hold der var os overlegne på alle fysiske parametre. Hele første halvleg er et stort pres mod vores mål, men med en stærkt spillende Mohamed på mål og 10 markspillere, der ville ofre deres højre arm for at holde FC Salling fra at score, fik os til pause med 0-0, fortæller træner Jesper Therkelsen.
– I anden halvleg får vi bedre fat i vores eget spil og formår at presse dem tilbage på banen. Desværre får Marius Lund gult kort og med en mand i undertal bliver vi presset tilbage på banen de næste 10 minutter. Men vi overlever presset. FC Salling får scoret, lige efter vi er blevet fuldtallig i det 53. minut, tilføjer den lokale træner.
– Efter en dødbold og lidt klumpspil foran Salling målet får Marius Stage skrabet bolden over stregen til 1-1, i det 58. minut. I det 61. minut bliver Milo Therkelsen sendt i dybden og alene med målmanden sender han bolden i mål til 1-2. I overtiden går det amok. På en personlig fejl i vores forsvar får Salling udlignet og det ser ud til, at vi må nøjes med uafgjort, lyder det fra Jesper Therkelsen.
– Vores anfører og kampens spiller, Oscar To, ville det anderledes. I 3. minuts tillægstid slider han sig til et straffespark, som han selv scorer stensikkert på, slutter træneren fra Team Horn/Hirtshals.
Holdet ender derfor med at tage alle tre point og er efter tre kampe ubesejret i liga 2.
Fantastisk fight og en utrolig flot indsats af U14 drengene. Stort tillykke med sejren!