Der er i dag et voldsomt behov for at sikre, at så mange unge som muligt får adgang til uddannelse, da det er den bedste beskyttelse mod udsathed. Der er i dag tusindvis af unge mellem 18 og 29 år, som står udenfor uddannelse og arbejde i nordjyske kommuner alene.
”Vi ved, at uddannelse giver det bedste bolværk mod udsathed. Derfor er det også bekymrende, at så mange unge står uden uddannelse. Det vil vi gerne hjælpe med at få nedbragt. Derfor har vi afsat midler til lokale nordjyske projekter, da vi også i vores region kan se problemer med netop denne gruppe,” forklarer Lars Busk Hansen fra Hjørring og formand for LB Foreningen.
Udover midler til at hjælpe med projekter for udsatte unge, vil LB Foreningen også sætte fokus på problemerne med et stadigt mere udfordret demokrati: ”Et demokrati skal plejes og fornyes hele tiden ellers risikerer vi, at demokratiet kommer under pres. Vi vil derfor gerne være med til at støtte aktiviteter, der kan løfte den demokratiske samtale og være med til at skabe en ny forståelse af demokratiet som det helt afgørende fundament for vores samfund,” forklarer Lars Busk Hansen.
LB Foreningen har plads til både større og mindre projekter, så længe projekterne er lokalt forankrede i Region Nordjylland. Man kan søge om op til 200.000 kr. per projekt, og man kan søge helt frem til 31. marts 2024. Pengene uddeles i maj 2024, når alle ansøgninger er blevet gennemgået. Interesserede kan læse mere og indsende en ansøgning på www.lbforeningen.dk/nordjylland.