Med en såkaldt aftale-annex udbygger EUC Nord og UCN nu den samarbejdsaftale man indgik sidste år. Det nye i aftalen består dels i at UCN benytter sig af EUC Nords laboratorier i Frederikshavn og dels et større samarbejde på sundhedsområdet, hvor bl.a. EUC Nords HTX-uddannelse i Frederikshavn og Hjørring leverer mange studerende til UCN. Aftalen blev skrevet under i dag tirsdag d. 26. april af EUC Nords direktør Neil Jacobsen og uddannelseschef for UCN Sundhed Iben Bøgh Bahnsen.
Ny uddannelse lejer lokaler
En vigtig del af samarbejdsaftalen handler om bioanalytiker-uddannelsen, som UCN nu udbyder i Hjørring. Det er en uddannelse som kræver laboratorier og derfor lejer man sig ind hos HTX i Frederikshavn, som råder over flere forskellige laboratorier.
Fællesskaber skal dyrkes
Aftalen rummer mange punkter som handler om at styrke fællesskabet mellem de to uddannelsesinstitutioners elever. Fx skal der aftales dage, hvor HTX-eleverne fra Hjørring og Frederikshavn kan besøge sundhedsuddannelserne hos UCN i Aalborg og Hjørring. Aftalen rummer også etablering af et studievejlederforum, hvor det er hensigtens at mødes og udveksle erfaringer omkring uddannelse- og karrierevejledning.
Både Iben Bøgh Bahsen og Neil Jacobsen ser frem til et yderligere samarbejde. Neil Jacobsen siger:
Det handler meget om at skabe et forum for samarbejde mellem vores studenter, studievejledere og ledelse. Vi skal tættere på hinanden for vi kan lære meget af hinanden. Vi skal hjælpe hinanden med at skabe et studieliv, der i sidste ende vil komme Nordjylland til gode.