Problemerne vil ingen ende tage i Vendsyssel FF. Da spillerne mødte ind til dagens træning, var der nemlig ingen til at træne holdet.
Samtidig forlyder det nu, at den schweiziske ejer fra Core Sports Capital har tømt pengekassen for over fire millioner kroner. Penge der blandt andet skulle bruges til spillernes løn og andre af klubbens udgifter.
– Nu må vi se, hvad der sker. Vi har ikke fået nogen indikation på, at der ikke kommer løn. Det ved vi først på onsdag. Vi har snakket med vores fagforening, så hvis der ikke kommer løn, så er vi forberedt på det, siger Peter Friis Jensen, der er målmand i klubben.
– Det er ikke noget jeg har prøvet før. Vi mangler noget styring og noget ledelse i øjeblikket, siger han.
TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra den schweiziske ejer Ahmet Scheafer, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Overvejer politianmeldelse
Det er heller ikke lykkedes for Mathias Nyholm Kragh, der er teammanager i Vendsyssel FF og normalt har kontakt til ejeren.
– Det er et par uger siden, jeg sidst har haft kontakt til dem.
Hvad sagde de der?
– Ikke rigtig noget. Det virkede til, at de ville køre videre, men det må jo have ændret sig, siger Mathias Nyholm Kragh.
Klubben vil nu tage stilling til en eventuel politianmeldelse af Ahmet Schaefer.
Kilde: TV2 Nord.
Hvor har det da været en sørgelig historie med den klub de sidste par år 🥶