Nu begynder udlejning af projekt Central Park Living ved Bispetorvet midt i Hjørring, og de 59 lejligheder i forskellige størrelser 1-4 værelser fordelt på mellem 76 og 122 kvadratmeter forventes klar til indflytning i september 2024.
Det oplyser ejendomsmægler Morten Hove, Nybolig Hjørring i Brinck Seidelins Gade i Hjørring.
Central Park Living er nu i fuld højde på 37 meter og med 10 etager, hvor de to er til parkering. Snart opføres sidebygningerne, så hele projektet bliver på tre bygninger med lejemål.
Bygning 3 er højhuset, hvor der også er mulighed for at leje p-plads i kælderen til 700 kroner om måneden. Bygning 1 og 2 er de tre etages huse ovenpå Elgiganten og Fætter BR.
Der er fælles gårdrum/taghaver mellem bygningerne. Depotrum er i lejlighederne i bygning 3. Bygning 1 og 2 har depotrum/skure placeret på de fælles gårdrum.
Under fanebladet Bygning 1,2 og 3 er priserne på de enkelte lejligheder ligesom der kan ses plantegninger på de enkelte lejemål. Priserne er excl. lys, vand og varme.
Ønsker du at sikre dig en lejlighed så er vilkårene således, at du modtager lejekontrakt til underskrift hvorefter der skal betales en måneds husleje som depositum otte dage efter underskrift af kontrakt. Derefter forfalder to måneders husleje som depositum samt første måneds husleje per 1. juni 2024.
Fortryder du undervejs kan kontrakten opsiges senest den 30. maj 2024 mod betaling af det allerede indbetalte depositum, som jo er en måneds husleje.
Huslejen pristalsreguleres første gang til januar 2026, og så er en mindre hund tilladt.
Du kan se mere om projektet Central Park Living og herunder plantegninger og priser på de enkelte lejligheder.
Den billigste husleje er for en 86 kvadratmeter stor lejlighed 7.800 kroner, og den dyreste er for 126 kvadratmeter på øverste etage 12.200 kroner. Illustrationerne skyldes Bjerg Arkitektur.