Sommeren 2023 bliver formentlig husket af mange som værende våd og kold og med nedslående vejrudsigter på stribe, skriver TV2 Nord.
Det ser dog ud til at ændre sig nu, da vejrudsigten for de kommende dage virker mere sommerlig, end den formentlig har været i hele skolernes ferie.
Der er nemlig udsigt til en del sol og kun en enkelt dag med kraftige byger.
Der bliver også skruet op for temperaturerne, og alle dage i næste uge er der udsigt til over 20 grader.
Varm og ustadig start på ugen
Den nye uge lægger ud med en mandag, som på mange punkter minder om søndag, i hvert fald vejrmæssigt.
Der er god plads til solen mod syd og øst, mens der mod nord og vest ikke kommer lige så meget solskin.
Til gengæld kommer temperaturerne op på mellem 21 og 24 grader, og lokalt kan 25 grader ikke udelukkes mod øst.
Tirsdag passerer et lille lavtryk landet, og dets fronter trækker op over landet fra sydvest.
Det giver en ustadig dag med risiko for både skybrud og torden.
På forsiden af tordenbygerne kan det blive varmt og lummert, og det ventes, at temperaturerne kan nå op mellem 22 og 25 grader, og lokalt 26 grader.
Stabilt og behersket vejr fra midt på ugen
Efter tirsdagens frontpassage og kraftige byger bliver vejret noget mere stabilt.
Et højtryk etablerer sig nord for landet, og det holder lavtryk og fronter på afstand for en stund.
Det giver god plads til solen, og især onsdag og torsdag ser sommerlige ud.
Fredag begynder det at blive en smule mere ustadigt igen, da lokale kraftige byger kan begynde at nærme sig landet.
I modsætning til de seneste uger, hvor der ofte kunne falde 30 til 60 millimeter regn i hele landet på en uge, ser det ud til at blive mere tørt i den kommende uge.
Lokalt kan der nemlig falde under 5 millimeter regn de næste fem dage.
Andre steder kan der falde en del mere, hvor hovedparten forventes at falde i forbindelse med tirsdagens kraftige byger.
Det er efterhånden længe siden, at man her fra TV2 Vejret har kunnet præsentere et femdøgnsskema, som kun har ét nedbørssymbol på og tørvejr resten af ugen.