Der var både lokale og tilrejsende blandt gæsterne, da Vendsyssel Kunstmuseum (VKM) fredag den 11. oktober slog dørene op for den længe ventede udstilling “Nål & Tråd”.
Det blev en eftermiddag fyldt med kunst, musik og inspirerende ord, der markerede åbningen af den nye udstilling, som allerede forinden havde afstedkommet stor interesse.
Museumsdirektør Sine Kildeberg bød velkommen og satte scenen for en eftermiddag i tekstilkunstens tegn. Herefter indtog strikdesigner og indehaver af det populære brand PetiteKnit, Mette Wendelboe Okkels, talerstolen. Med sin passion for håndværk og æstetik satte hun ord på udstillingens betydning og potentiale.
Musikalsk blev gæsterne forkælet med et stemningsfuldt indslag leveret af Albert Reinholdt på kontrabas og Carsten Kær på klaver. Deres samspil skabte en varm og nærværende atmosfære, der smukt indrammede fredagens begivenhed.
Udstillingen “Nål & Tråd” er produceret af Kunstmuseum Brandts og realiseret i samarbejde med Sorø Kunstmuseum samt . Den rummer en bred vifte af værker, hvor indlån fra andre institutioner og private samlinger smelter sammen med museernes egne værker. Resultatet er en sanselig og tankevækkende rejse gennem tekstilkunstens mange udtryk og fortællinger.
Tekstilkunst er nemlig en kunstform, hvor kunstneren arbejder med tekstile materialer som stof, garn, tråd og fibre. Ofte med teknikker som vævning, broderi, strik, filtning, tryk og syning. Det kan spænde fra traditionelle håndværk til moderne, konceptuelle værker og installationer.
Udstillingen kan opleves på Vendsyssel Kunstmuseum frem til den 11. januar 2026. Den er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis Hansens Fond, Knud Højgaards Fond, Toyota Fonden, Lemvigh-Müller Fonden, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat og Beckett-Fonden.
Foto: VKM.


