Kok og restauratør Uffe Nielsen fra Børglum blev på verdenskongressen i Singapore tirsdag udnævnt til æresmedlem af kokkenes verdensorganisation, World Association Of Chefs Societies (WACS).
Uffe Nielsen fungerede som formand for Nordisk Kokkeforening (NKF) i seks banebrydende år fra 2011 til 2017, hvor hans dybfølte tilgang og urokkelige støtte gjorde ham til en højt respekteret og afholdt skikkelse i det kulinariske samfund.
Han er bredt anerkendt for sin varme, generøsitet og humor, hvilket er træk, der har gjort ham til en populære person også hos kolleger og andre i gastronomiens verden, der betragter ham som en værdsat ven og mentor. Uffe Nielsens arv rækker langt ud over de mange titler og priser, han efterhånden har fået.
Under Uffe Nielsens organisatoriske ledelse i Dansk Gastronomisk Union har de danske kulinariske landshold oplevet en bemærkelsesværdig succes og opnået topplaceringer i forskellige konkurrencer over hele verden. Han kan godt tilskrive sig en aktie eller to i den succes, som dansk gastronomi høster lokalt og på verdensmarkedet.
Den succes har også gjort et relativt nyt begreb ”gastro-turisme” til noget, vi alle kan forholde os til. Branchen melder nemlig om, at flere og flere turister kommer til Danmark også – og i nogle tilfælde mest – på grund af det danske køkkens vidt berømte kvalitet og udvikling.
Uffe Nielsen er også formand for driftsfonden for Kornets Hus ved Hjørring. Han er netop trådt tilbage som forpagter af Teatercaféen på Vendsyssel Teater og driver nu under navnet ”Hos Uffe” sammen med sin kone Lisbet Restaurant Den Gamle Smedie på Børglum Bakke og Café Vognporten på Børglum Kloster.
Udover sin nye hæder inden for Verdenskokkene har Uffe blandt mange andre titlen som ærespræsident for Dansk Kokkeforening og Nordisk Kokkeforening.
Uffe Nielsens dedikation til kokkekunst fortsætter med at inspirere kokke og madentusiaster verden over, og hans seneste anerkendelse som æresmedlem af World Association Of Chefs Societies WACS cementerer hans indflydelsesrige rolle i det kulinariske fællesskab lokalt og på verdensplan.