Color Lines færge SuperSpeed 2 har været ude for et uheld, da skibet lørdag skulle lægge til kaj i Hirtshals Havn.
Det bekræfter Erik Brynhildsbakken over for den norske avis VG. Brynhildsbakken er virksomhedens koncerndirektør for kommunikation og PR.
– Det har vært et sammentreff, snarere enn en krasj. Skadene har skjedd over vannlinjen, så det har ikke ført til noen utslipp, og ingen personer har kommet til skade, siger Brynhildsbakken til VG.
Claus Hansen var på kajen og fortæller, at han undrede sig over, at færgen ikke havde den rigtige retning mod færgelejet. Det endte da også med, at færgen slog bak for at kunne dreje på plads. Videoen ovenfor er filmet af Claus Hansen efter, at SuperSpeed 2 havde bakket og her sejler ind til det rigtige færgeleje ved Norgeskajen.
Videoen giver da heller ikke indtryk af, at der forinden har været nogen alvorlig hændelse. På billedet nedenfor ser man ikke desto mindre, at færgen tydeligvis har ramt en kajkant eller noget andet. Den har altså lavet det, der med en eufemisme blandt de lokale kaldes et kajkys. Ganske vist et af de lidt hårdere. Der ser ud til både at være store skrammer og måske et mindre hul i skroget.
– Vi er ved at undersøge, hvad der gik galt, og jeg ved ikke, hvornår undersøgelserne er færdige. Men færgen er ikke i drift, så længe undersøgelserne pågår. Det vil betyde aflysninger og forsinkelser, forklarer Henrik Renneberg, der er Managing Director Color Line Danmark A/S, til TV2 Nord.
Færgens retursejlads til Larvik blev da også straks aflyst lørdag aften og tillige søndag morgen med henblik på som nævnt at få undersøgt omstændighederne og omfanget af eventuelle skader i Hirtshals.
OPDATERING: Klokken 10 søndag formiddag er SuperSpeed 2 afsejlet fra Hirtshals Havn, men næppe foreløbig med henblik på passagersejlads til og fra Norge. Bedømt på færgens aktuelle AIS klokken 10.40 er Color Lines færge snarere på vej mod Orskov i Frederikshavn.
Alle dagens afgange med færgen står nu som aflyst hos Color Line.
Kilde: VG.
Link til relateret artikel
Fornem modtagelse af de første passagerer fra Stavangerfjord hos Fjord Line