Personaleflugt og endnu mere pres på ambulance- og sygetransportpersonale til potentiel skade for patienter i hele landet.
Det kan blive resultatet, hvis Regionerne bliver ved med at ignorere de store problemer med arbejdspres og personalemangel i ambulancetjenesterne, som findes i hele landet.
Sådan lyder kritikken fra Reddernes Fagforening, efter fire ud af fem regioner har fordelt regeringens vinterpakke, og ambulancepersonale endnu engang i flere af regionerne er blevet så godt som overset. Kun få midler er blevet tildelt redderne – og de reddere, som er ansat i privat regi får slet ingenting, og det er en ret stor gruppe.
”Vi frygter, at endnu flere reddere vil flygte fra et fag, som allerede er præget af mandskabsflugt. Redderne har gennem mange år fundet sig i store forringelser af deres arbejdsvilkår, selv om de har fået flere og flere kompetencer. Nu glemmer flere af regionerne endnu en gang redderne. Vi står ellers i forreste række i ambulancerne, når patienter bliver alvorligt syge af Corona,” siger Kim Volder Hammershøj, formand for Reddernes Fagforening.
Fleksibel arbejdskraft
Han påpeger, at redderne har været yderst fleksible under Corona. På trods af et i forvejen stort arbejdspres har de fx været gode til at tage ekstravagter. Han håber, at Region Nordjylland, som endnu ikke har fordelt vinterpakken, vil gøre det bedre, end andre regioner.
”Jeg tror ikke redderne vil blive ved med at tage ekstravagter, når flere regioner på den måde glemmer at anerkende deres indsats og giver for få midler og tilmed helt glemmer at betænke de reddere, som er ansat i det private,” siger Kim Volder Hammershøj.
Regioner kender problemerne
Reddernes Fagforening har ellers inden fordelingen blev fastlagt kontaktet både Danske Regioner og regionerne og anmodet dem om at betænke både ambulance- og sygetransportreddere, men for lidt er sket flere steder.
”Det undrer mig virkelig, for regionerne er jo udmærket klar over, at vores faggruppe er hårdt belastede, og at vi har været det længe. De ved også, at der mangler mandskab, og at systemet kun lige hænger sammen, fordi mange reddere har været villige til at tage ekstravagter,” siger Kim Volder Hammershøj.
Han opfordrer regionerne til at kontakte Reddernes Fagforening, når de får henvendelser fra fagforeningen, så parterne sammen kan finde løsninger på de store problemer.
Link til tidligere artikel
Sådan skal pengene fra Vinterpakken bruges i Region Nordjylland