I foråret offentliggjorde vi realisering af det omfattende undervisningsprojekt LIVSMESTER – KROP OG DRAMA I FOLKESKOLEN – et projekt, der takket være fondsmidler fra Spar Nord Fonden, gør det muligt at ind- arbejde scenekunstneriske virkemidler i undervisningen. I efteråret blev det første forløb eksekveret med lærerworkshop og dramaforløb i en 8. klasse på Muldbjergskolen i Hjørring, som er den ene af de 4 partnerskoler i projektet.
Det er dramaturg og projektleder Ditte Bladt-Hansen og dramalærer og skuespiller Lina Franke Hedegaard, der faciliterer forløbet, og som sammen med lærerne tilsigter at integrere nye læringsformater i folkeskolens undervisning. Ditte Bladt-Hansen udtaler, at de på workshoppen med lærerne giver dem inspiration og erfaring med at præsentere øvelser og materiale, der styrker lærernes færdigheder indenfor dramabaserede undervis- ningsmetoder. Efter lærerworkshoppen afvikles et 3-dages dramaforløb i partnerklasser i samspil med deres respektive lærere. Lina Franke Hedegaard supplerer:
”Ønsket er at byde ind med metoder, der kan inspirere lærerne til sammen med deres elever at være kreativt undersøgende og legende i deres fagfaglige undervisning. Gennem projektet præsenterer og afprøver vi både i samspil med lærere og elever, hvordan en mere æstetisk tilgang til læring bl.a. gennem kropslig praksis kan supplere undervisningen og styrke fællesskabet.”

Det første forløb er afsluttet og fra en af de deltagende lærere, Heidi Thorning, lyder det:
”Eleverne er mere opmærksomme på hinanden. Jeg har det sidste halve år arbejdet med tilfældige grupper i matematikundervisningen. Siden teaterforløbet er disse (stadig) tilfældige grupper blevet mere homogene og anerkendende. Grupperne arbejder bedre sammen og med en langt større selvfølgelighed end før teaterforløbet. Jeg føler som lærer, at jeg har vundet helt utrolig meget ved at investere i pilotprojektet Livsmester. Jeg føler også, at jeg er blevet klædt på med øvelser og lege, så jeg kan implementere det i mine øvrige klasser med en selvfølgelig sikkerhed og autoritet.”
Nu venter næste etape i foråret, som afvikles på UCN. Målet her er, at lærerstuderende gennem egen delta- gelse i dramaforløbet kan udvikle et større repertoire af inkluderende aktiviteter – for på sigt at kunne inddrage erfaringerne i deres undervisning i skolen.
Et udsnit fra elevernes evaluering:
• Det har været sjovt, og man har set, hvordan man arbejder med dem, man ikke normalt arbejder med.
• Man er mere opmærksom på ting, jeg er meget mere opmærksom omkring mig, end jeg var før.
• Jeg føler, der er mere, man har fundet ud af, hvordan man som elev kan gøre en større forskel.
• At man endelig spiller en rolle i, hvordan undervisningen er.
• Jeg synes, vi skal lave det mindst 2 gange om ugen, fordi det er fedt, og man lærer faktisk også en masse.
LIVSMESTER
• 2-årigt undervisningsprojekt
• Tiltænkt lærere og elever i 5.-9. klasse
• Involverer 4 partnerskoler og 8 lærere
• Støttes med 240.000 kr. i fondsmidler fra Spar Nord Fonden
Foto: Vendsyssel Teater.