Publikum kan se frem til at blive lige så både overrasket, begejstrede og forundrede som juryen, når de i foråret 2024, møder blandt andet syngende nordjyske mænd, en performance med støv i fokus, og en helt ny anvendelse af luftmadrasser.
Vrå er blevet et centralt sted i Nordjylland for udviklingen af den unge danske billedkunstscene. Interessen kommer nemlig fra hele landet. Juryen, som har udvalgt værkerne, repræsenterer danske kunstinstitutioner som arbejder på forkant med ny udvikling indenfor samtidskunst, nemlig Statens Kunstfond, Museum for Samtidskunst i Roskilde og Århus Billedkunstcenter.
Ung Dansk Samtidskunst, eller UDS, er Danmarks nye udviklingsplatform for den unge kunst i Danmark. Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen har for anden gang inviteret danske kunstnere under 40 år, til at indsende værker via et Open Call. Alle medier med relation til billedkunsten har været velkomne, lige fra klassiske medier som maleri og skulptur til nyere former som performance og lydkunst.
“Kunstbygningen i Vrå har helt særlige forudsætninger for at løfte opgaven med at fremme den unge kunst. Det ligger i vores DNA tilbage til Engelunds bestræbelser på at hjælpe unge kunstnere frem. Vi er en del af den danske kunstverdens netværk, og vi ser os selv som et mulighedsrum for de unge. Det at vi befinder os udenfor de større byer, ser vi som et plus, da vi kan anlægge et andet blik på samtidskunsten, og tilføre de unge en anden og attraktiv scene. Vi er nemlig ikke alene en kunstbygning for det Nordjyske, men for hele landet.” udtaler leder af Kunstbygningen i Vrå – Englundsamlingen, Signe Højmark.
De udvalgte kunstnere:
Kristina Aurora Simonsen / Mette Norrie / Josephine Baltzersen / Louis Andre Jørgensen / Sofie Hviid Vinter / Morten Poulsen / Nanna Rosenfeldt Nielsen / Dóra Haraszti / Joachim Fleinert / Kamilla Mez / Bodil Krogh Andersen / Ditte Johanne Krogh Bertelsen / Sandra Blichert / Tilda Lundbohm / Signe Maria Friis / Anne Mie Bak Andersen / Maren Kjelgaard.
UDS’24 Udstillingsdato:
23. marts –26. maj 2024
UDS ’24 Jury:
Anders Engelund, Formand for Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen / Signe Højmark, Leder af Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen / Niels Fabæk, Kunstfotograf og medlem af Vrå–udstillingen / Lise Skou, Billedkunstner og medlem af Billedkunstudvalget under Statens Kunstfond / Christian Skovbjerg Jensen, direktør for Museet for Samtidskunst i Roskilde. Line Sandvad Mengers, Århus Billedkunstcenter var med som kuratorisk rådgiver.
Åbningstider:
Tirsdag – fredag kl. 12 – 16 og lørdag & søndag kl. 13 – 16, samt helligdage 13–16.