– Planen er at jeg skal fiske efter jomfruhummere i Skagerrak, fortæller Oliver Mikkelsen Kloster, der har købt fiskekutteren HG 75 Nikoline – i en vældig fart.
For blot tre måneder efter han modtog det Blå Bevis og kunne kalde sig uddannet erhvervsfisker fra Fiskeriskolen, kan han nu også kalde sig fartøjsejer. Hvis alt går efter planen, skal hans nye fiskekutter sejles fra Hirtshals til Thyborøn – forhåbentlig er det allerede sket, når du læser avisen. Her skal båden have sit nye navn og kendingsnummer, og så skal Oliver Mikkelsen Kloster i gang med at fiske, så han kan lære sin nye fiskekutter at kende.
Navnet vender vi tilbage til.
Født til fiskeri
Det kom nok ikke rigtigt bag på nogen, at Oliver Mikkelsen Kloster gerne vil være fisker, for den unge mand fra Harboøre er flasket op med fiskeri, og både hans far og brødre er fiskere. Lige så længe Oliver kan huske, har det været fiskeriet han brændte for. Men én ting er at elske livet som fisker, noget helt andet er at turde investere i fiskeriet og ovenikøbet i en tid, hvor mange garvede fisker melder ud, at de er bekymrede for fremtiden. Den bekymring smitter dog ikke af på Oliver Mikkelsen Kloster, der har den faste overbevisning, at man skal turde gå efter sine drømme. Og når drømmen altid har været at få egen kutter, så må man investere, når muligheden er der.
– Jeg overvejede at tage hyre, efter at jeg blev færdig på skolen, men det har altid været min plan, at jeg ville have mit eget skib, så hvorfor ikke bare springe ud i det?, lyder det optimistisk fra den unge fartøjsejer.
Der var flag på kajen i Thyborøn, da Oliver Mikkelsen søndag i sidste uge, endelig kunne lægge sin nye fiskekutter til kaj i Thyborøn.
Et hyggeligt hummerfiskeri
I Olivers Mikkelsen Klosters familie har det nærmest været en tradition, at man fiskede efter rødspætter. Men traditioner er til for at blive brudt, og den unge skipper har nu kastet sin kærlighed på jomfruhummerfiskeriet.
– Jeg tror, det med hummere er en smagssag – enten kan man lide at fiske efter hummere, eller også så kan man ikke. Jeg synes, det er hyggeligt at fiske efter hummere, konstaterer Oliver Mikkelsen Kloster.
Han stiftede første gang bekendtskab med hummerfiskeri, da han kom i skolepraktik på et hummerfartøj fra Læsø. Den hyre endte med, at han efter eget udsagn, blev grebet af hummerfiskeriet.
– Jeg synes, at det er et godt fiskeri at arbejde med, og jeg kan godt lide det kystnære fiskeri, hvor man sejler ind samme dag, som man sejler ud. Det tager godt nok lidt længere tid at steame, og man har flere timer på dækket, men det generer mig ikke. Jeg kan godt lide at holde mig i gang, og at man skal arbejde for tingene. Derudover er hummerfiskeriet ikke så opslidende, som andre former for fiskeri, hvor du har mange tunge løft, fortæller Oliver Mikkelsen Kloster.
Kilde: FiskeriTidende.