Søndag var en stor dag for 11 spændte spillere fra Sindal IF Fodbolds ungdomshold. De skulle løbe på banen sammen med spillerne fra AaB inden kampen mod Helsingør. Samlet tog ca. 35 børn, forældre og trænere afsted til nogle hyggelige timer sammen på lægterne.
Der var kampstart kl. 15.00 – og de sidste timer var MEGET lange. For mange var det første besøg på Aalborg Portland Park, så spændingen var høj, forventningerne mange og nervøsiteten udeblev heller ikke. Da klokken blev 14.30 skulle vi endelig mødes med eventteamet, der gav de sidste instrukser til de børn, der skulle i spillertunnellen. Ingen autografskriveri! Ingen råb og larm! OG VIGTIGST: fingrene i ørerne, når dommeren testede fløjten – og alt blev overholdt til punkt og prikke.
De 11 SIF’ere stillede op på række flankeret af lige så spændte børn fra Vester Hassing, der også skulle være med til indløbet. Der blev skulet lidt til hinanden – for hvem skulle mon gå med AaB?? Lykkeligvis skulle de alle – og spillerne fra Helsingør måtte selv finde ind på banen.
Rækkerne bevægede sig gennem gangene og frem til tunnelen. De sidste øjeblikke var intense, og så begyndte spillerne at ankomme og én efter én tog de hånden på de forventningsfulde børn. Stadionspeakeren annoncerede indløbet. Musikken gik i gang. Spillerne satte i bevægelse og kort tid efter stod alle midt på banen foran ca. 7.000 tilskuere. Og lige så hurtigt efter løb børnene retur – lettede, glade og stolte.
De næste timer blev brugt på 3F tribunen bag målet – under tæpper og med masser af popcorn og hygge. Kampen endte uafgjort, men det var slet ikke det vigtigste denne søndag. I hvert fald ikke for SIF’erne, der kørte hjem i de mørke eftermiddagstimer, med en kæmpestor oplevelse i bagagen.