Den markante stigning i medlemstal kommer i kølvandet på et to-årigt strategisk projektsamarbejde mellem DGI Nordjylland og Hjørring Kommune, der netop er afsluttet ved udgangen af 2024. Målet var klart: flere unge kvinder i alderen 16-24 år skal være en del af de stærke fællesskaber i idræts- og foreningslivet i Hjørring Kommune.
Seks lokale foreninger har været en central del af projektet og har målrettet arbejdet for at tilpasse deres tilbud til unge kvinders behov og ønsker. De har løbende mødtes i et struktureret foreningsudviklingsforløb, som DGI Nordjylland og Hjørring Kommune har faciliteret.
Derudover er der kørt en central kommunikationskampagne til de unge om foreningslivets fordele. Projektet har nemlig både sigtet mod at skabe nye attraktive aktiviteter – og samtidig øge synligheden af allerede eksisterende aktiviteter.
– De flotte tal viser, at målrettede indsatser virkelig kan gøre en forskel. Det er et fælles resultat, vi kan være stolte af, siger Gry Bruun Nielsen, formand for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget i Hjørring Kommune.
UngeSurf er et frirum med fællesskabet i centrum

Et af initiativerne i projektet er Løkken Surfklubs UngeSurf, som alene har tiltrukket 35 unge kvinder til holdet. En af medlemmerne er Marie Fisker. For hende er foreningslivet ikke nyt, men det lå ikke i kortene, at hun nødvendigvis skulle være en del af klubben.
– Jeg stoppede med at gå til noget i fritiden efter folkeskolen. Gymnasiet og vennerne fyldte mere. Jeg tror, det er noget, mange kan genkende. Men det her har mindet mig om, hvor meget værdi der er i at være en del af et fællesskab, fortæller hun.
UngeSurf bygger på unge instruktører, nærvær og en stærk fællesskabsfølelse, hvor klubben aktivt tilbyder en række sociale tiltag ved siden af træningen. Klubben har været aktiv på sociale medier og i samarbejde med lokale ungdomsuddannelser for at nå ud til målgruppen.
– Det er bare mega hyggeligt, og jeg har det rigtig sjovt med at surfe. Surfing er lidt uforudsigelig, for du ved ikke, om bølgerne er til stede, når du dukker op. Derfor giver det mig energi, at jeg i hvert fald med sikkerhed ved, at der altid er et fællesskab, hvor det sociale er i højsædet. Fællesskabet letter presset, og det er super vigtigt for mig, siger Marie Fisker.
Marie er bare en af de 408 unge kvinder i alderen 13-24 år, der det seneste år er blevet en del af foreningslivet i Hjørring Kommune.
Ifølge de seneste medlemstal fra DGI og DIF er antallet af unge kvinder i aldersgruppen steget med hele 19,2 % i kommunen fra 2023-2024.