Hjørring Bibliotek summede af liv, da knap 100 elever fra 8. og 9. klasse på Hjørring Private Realskole og Højene Skole, som er en del af Nordvestskolen, forleden samledes til en fejring af ord og tanker. Besøget markerede afslutningen på et skriveforløb, hvor temaerne identitet og fællesskab havde været omdrejningspunktet.
Forløbet har strakt sig over flere uger og givet eleverne mulighed for at fordybe sig i essay-genren. Undervejs har de deltaget i en workshop hos ungerådgivningen Headspace Hjørring, fået inspiration i et skriveværksted med forfatter Ditte Wiese og arbejdet med egne tekster hjemme på skolen.

Dagens arrangement blev indledt med en festtale af lokalpolitiker Gry Bruun Nielsen, der understregede betydningen af at turde dele sine tanker og oplevelser. Headspace bidrog med et oplæg om unges trivsel, og der blev serveret kage til de mange fremmødte.
Essaysene, som eleverne præsenterede, spændte vidt, fra refleksioner over ensomhed til beskrivelser af fodboldfællesskaber og familiesammenhold. Biblioteket roste de unge for deres mod og evne til at sætte ord på emner, der berører mange.
Med initiativet håber arrangørerne at styrke unges stemme og skabe rum for samtaler om, hvad fællesskab betyder i en tid, hvor individualisme ofte fylder meget.
Foto: Hjørring Bibliotekerne.


