Det sker efter flere sygemeldinger fra personale, der er blevet vaccineret med coronavaccine fra Astra Zeneca.
– Cirka 20 procent af de, der vaccineres, oplever milde bivirkninger ved vaccinen. Det er der ikke noget usædvanligt i. En lille procentdel vil også opleve bivirkninger, der kræver et par dages sygemelding. Det er sådan set også normalt. Men når man vaccinerer flere hundrede ansatte på et sygehus, så kan andelen, der skal sygemeldes alligevel påvirke driften, så derfor ændrer vi en smule i vores vaccinationsstrategi, forklarer lægefaglig direktør ved Regionshospital Nordjylland, Søren Hjortshøj.
Rent praktisk betyder det, at man fremover vil nøjes med at vaccinere en tredjedel af en sygehusafdeling af gangen i stedet for halvdelen. Dermed nedbringes antallet af samtidige sygemeldinger.
– Vi tilbyder vaccinen til alt det personel, der ønsker den, for det er vigtigt at så mange som muligt er beskyttede. Samtidig er vi heldige, at antallet af indlagte netop nu er så lavt, at vi lige kan “puste ud” og nå at vaccinere personalet, også selvom det tager lidt længere tid på denne måde, lyder det fra Søren Hjortshøj.
Kilde: TV2 Nord.