En 18-årig mand er anholdt og kørt til politigården i Aalborg, sigtet for væbnet røveri, og for at have sat ild til den bil, han flygtede i efterfølgende.
Det væbnede røveri mod Dagli’ Brugsen i Mosbjerg ved Sindal skete omkring kl. 18, hvor manden kom ind i butikken og truede sig til et ukendt beløb ved hjælp af en større dolk.
Manden flygtede fra stedet i en større sort bil med polske nummerplader. Det skriver Nordjyllands Politi på Twitter.
Godt en halv time efter røveri i Mosbjerg modtog Nordjyllands Politi anmeldelse om en brændende bil på Tolstrupvej ved Tversted, og politiet skrev på Twitter, at det er gerningsmandens bil.
I forbindelse med den brændende bil efterlyste politiet borgere, som har set eller hørt en bil køre i høj fart fra brandstedet Tolstrupvej/Uggerby Skovvej i sommerhusområdet omkring klokken 18.
Politiet oplyser en time efter, at:
– Stedet er sommerhusområdet nord for Uggerby og gerningsmanden er formentlig kørt mod Tverstedvej og forsvundet derfra i ukendt retning.
Omkring 19.30 oplyste et vidne til politiet, at den mulige gerningsmand nu var kørende i en Mercedes og denne bil blev fundet i Hørmested.
Den 18-årige mand er nu anholdt i sagen og sigtes for røveriet og for at have sat ild til en bil.
Kilde: TV2 Nord.