– Hvad skal der blive af os, hvis man fjerner personalet? lyder det fra flere brugere af værestedet Huset i Sindal.

En af brugerne er Heidi Larsen, 53 år, der kommer i Huset tre gange om ugen. Hun er førtidspensionist og er diagnosticeret med ADHD, PTSD efter voldeligt forhold, angst og stress. De diagnoser har betydet, at hun for nylig er blevet ikendt førtidspension, da hendes muligheder for at komme tilbage til arbejdsmarkedet er udtømte.

Selv med de diagnoser er Heidi selvhjulpen. Hun bor i egen bolig og klarer selv hverdagen, men hun har brug for den ro og struktur, som hun får i værestedet Huset. Her er der nemlig professionelt personale, der forstår hendes udfordringer og kan være med til at skabe ro i hendes indre kaos af angst og stress.
For Heidi og andre brugere af værestederne vil det være ikke mindre end en katastrofe, hvis personalereduktionerne gennemføres og erstattet med frivillige, som det lægges op til i budgetforliget.
Omorganisering af værestederne
“Der foreslås derfor, at værestedeme omorganiseres, således at der arbejdes henimod, at værestederne kommer til at danne rammen om selvkørende borgerstyrede aktivitets- og samværstilbud- og at såvel peermedarbejdere (peermedarbejdere er personer med egne erfaringer med at komme sig fra psykisk lidelse), studentermedhjælpere, frivillige m.fl. får mere fremtrædende funktioner i det fremtidige tilbud”, er det anført i referat udfærdiget af Område-MED-SAH SÆH-sekretariatet den 18. august 2023.
En bruger fortæller
En anden bruger fortæller: – Jeg lider af angst og har indtil for nylig været meget indelukket og ikke turde gå ud blandt andre mennesker, men så fik jeg kontakt til Huset i Sindal, og det har ændret mit liv. Her er jeg blevet mødt med forståelse og hjælpsomhed, som jeg ikke troede mulig. Selvom jeg er trist, når jeg kommer, så går det hurtigt over, for de andre her i Huset er så søde og hjælpsomme, at jeg helt glemmer min angst. Jeg føler mig virkelig velkommen og kommer så vidt muligt, hver eneste gang, der er åbent. Jeg deltager også i stort set alle arrangementer og prøver at komme ud blandt andre mennesker, noget der ikke kunne lade sig gøre førhen. Nu tør jeg også handle ind i Sindal sammen med en veninde. Jeg har fået flere nye venner, og det har givet mig tiltro til, at jeg er god nok, som jeg er, og det skyldes ikke mindst det faguddannede personale, der altid er til rådighed med hjælp, når jeg har det dårligt.
Trygheden forsvinder
Det er denne tryghed, brugerne af værestederne nu frygter forsvinder, når en stor del af personalet erstattes med frivillige, der ikke har de sammen kompetencer inden for socialpsykiatrien som de professionelle, der kender og forstår de enkelte brugers problemer.

Det er for brugernes skyld, lyder det fra politikerne
Der er ikke tale om et spareforslag, når Hjørring Kommune efter planen kommer til at spare 1,3 millioner kroner årligt på medarbejdere på de fire væresteder. Flere politikere jublede da også over, at Hjørring Kommunes budget betyder, at “borgerne ikke ville blive ramt af nye besparelser”, men det er en forbedring for borgerne, da planen indgår i SÆH-udvalgets forebyggelsesstrategi
– Specifikt for værestederne er det tanken, at indholdet, aktiviteterne og åbningstiderne i langt højere grad skal bestemmes af brugerne selv. Der sker allerede meget forebyggende arbejde i værestederne, og det vil vi gerne have mere af. Men det er brugerne selv, som anvender tilbuddet, som skal have bærende roller, skriver Claus Mørkbak Højrup (V), formand, Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i et debatindlæg på NordsøPosten.
Selvhjulpenhed på værestederne
Denne udtalelse fra Claus Mørkbak Højrup står i skærende kontrast til det, der blev iværksat allerede i september 2018 altså for 5 år siden, da det dengang var planen at lukke værestederne i Vrå og Sindal. De blev dog reddet i sidste øjeblik, da borgere og brugere kraftigt protesterede og demonstrerede foran Rådhuset, og her afleverede 841 underskrifter indsamlet af brugerne. Allerede dengang blev det bestemt, at faguddannet personale er det tryghedsskabende fundament, der også hjælper brugerne alt det praktiske som hjælp til ansøgninger, hjælp til netbank, borger.dk, MitId og alt det, der forventes at borgerne kan i dag på de digitale platforme. Personalet hjælper også med aktiviteter både i og ude af Huset, men det primært brugerne selv, der står for aktiviteterne.

Personalet afskediges
Der er altså ikke noget nyt i forligsteksten med hensyn til opgaverne og selvhjulpenhed. Det, der er er nyt, er, at der skal afskediges 9 medarbejdere på kommunens fire væresteder. I dag er der en normering på 14, som skal nedbringes til 5 fuldtidsstillinger.
Når strukturændringerne er gennemført, skal det tilbageværende personale fungere som “flyvere” mellem de fire væresteder. Om formiddagen er de eksempelvis i Sindal for så at køre til værestedet i Vrå om eftermiddagen. Da der altid skal være to til stede af sikkerhedsmæssige grunde, får de 5 professionelle medarbejdere mere end travlt, da værestederne har åbent hver dag i tiden 09.30 – 15.00.
Trygheden er udfordret
– Hvis der ikke er et rigtigt personale til stede, der kender og forstår vores problemer, men kun skiftende frivillige, så tror jeg ikke, at jeg tør komme her mere. Hvad skal der så blive af mig med mine problemer med ADHD, PTSD samt angst og stress. Jeg frygter virkelig for fremtiden. Jeg er allerede begyndt at have det dårligt bare ved tanken, fortæller Heidi Larsen, der er meget berørt af situationen.
Resultatet af 2. behandlingen er givet på forhånd
Budgetforliget skal til 2. behandling onsdag den 11. oktober, men her sker der nok ikke ændringer til forligsteksten, idet forligspartierne har aftalt:
“Parterne er enige om ikke at fremsætte andre ændringsforslag til 2. behandlingen og i øvrigt ikke stemme for andre politiske ændringsforslag ved 2. behandlingen.”
Med denne aftale er 2. behandlingen vel en ren skueproces, hvor demokratiets spilleregler om borgernes medindflydelse er sat ud af kraft!
Huset i Sindal kan i øvrigt i år fejre 25-års jubilæum.
Det er sitme sørgeligt, men vores borgmester fik sin vilje, værestedernes død!! Han har så os kun jagtet os siden han var viceborgmester.. Han skulle skamme sig!!!