Ikke færre end 400 veloplagte unge elever havde en byge af spørgsmål klar, da 9 politikere fra 9 forskellige partier onsdag mødte op på Hjørring Gymnasium til politisk debat forud for det kommende folketingsvalg.
- Hvordan løser vi udfordringen med de mange psykisk syge?
- Hvor finder vi pengene til de øgede forsvarsudgifter?
- Hvordan løser vi den aktuelle energikrise og de stærkt stigende priser?
- Hvor finder vi de sygeplejersker, som vi mangler?
- Hvorfor vil I afskaffe unge pigers ret til at gå med tørklæde i skolen?
- Hvad vil DU konkret gøre for Nordjylland?
Det er blot et lille udsnit af de mange spørgsmål, som politikerne blev mødt med, da de mødte op i Festsalen på Hjørring Gymnasium til debat med skolens afgangsklasser og eleverne i 2. g. Alle eleverne, som for langt hovedpartens vedkommende er førstegangsvælgere til det kommende folketingsvalg, lyttede til politikkerne med stor interesse.
Debatten var god, spørgelysten stor og modsat mange andre debatter, blev der holdt en god tone. Selv om de politiske uenigheder kom frem – helt som de skulle – blev både elever og politikere klogere af såvel spørgsmål som svar.