Af Palle W. Nielsen
skribent NordsøPosten
Med to uger tilbage af valgkampen med finalen tirsdag den 18. november er valgene til regionsråd og byråd særdeles synlige.
Det gælder også i forhold til valgplakater, og her er det så, at man kan minde om reglerne.
Der er ret mange valgplakater, som tilsyneladende vejer for meget. Så meget, at de synker og er faretruende tæt på fortov, cykelsti og vej. Tyngdekraften har fået overtaget – måske er det regnen eller tryk fra kandidaten ovenpå – eller måske er de nævnte valgplakater bare ikke fastgjort godt nok.
Under alle omstændigheder ville det se godt ud langs veje og stræder, hvis kandidaternes ophæng fulgte de givne regler. Folkevalgte må også gerne leve op til loven.
Undertegnede skribent og fotograf er ikke forarget og vil dog gerne opfordre til at få rettet op, så plakater ikke sidder ”lavere end 2,3 m direkte over fortov eller cykelsti målt fra nederste kant af valgplakaten”, som det blandt andet fremgår af loven.
Reglerne for ophængning af valgplakater på vejareal findes i vejloven og privatvejloven. Lovene regulerer blandt andet spørgsmålet om, hvor og hvornår valgplakater må ophænges. Og hvor lavt. Du kan se mere hos Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Snakken går ofte lystigt om valgplakater – er det nu nødvendigt, er det ikke imod intentioner om at være bæredygtige! Tja, for min skyld må de gerne være der, bare nu de overholder reglerne, ikke tager opmærksomhed fra noget i trafikken samt er produceret og købt lokalt. Dét er da i hvert fald bæredygtigt. Håber det er sådan her.
Valgplakater hænger fast og er med til at sætte fokus på valget. Sådan svarer halvdelen af vælgerne i en ny Momentum-undersøgelse, som viser, at ikke mindst blandt de yngre generationer øger det opmærksomheden om valget og kandidater.
– Det understreger, at der er god grund til stadigvæk at opsætte valgplakater landet over. Ikke mindst fordi valgplakaterne ofte fanger de vælgere, som ellers ikke er politisk interesserede, mener professor i statskundskab Kasper Møller Hansen. Læs hele artiklen her.


