Det lignede et langt stykke hen ad vejen et sikkert DM-guld til Næstved Bordtennis, men B75’s hårdtkæmpende hold ville det anderledes.
Bagud 2-4 så det håbløst ud for nordjyderne, der dog formåede via to tætte sejre at få kampen ud i et såkaldt Golden Set, der minder meget om en straffesparkskonkurrence-afgørelse i fodbold.
Her var svenske Johan Barius presset til at skulle vinde mod sin landsmand Andreas Törnkvist, som han havde tabt til tidligere i holdkampen, hvis B 75’s gulddrømme skulle leve videre.
I et spændende sæt, der bølgede fra side til side, tog først Johan Barius timeout bagud 3-5. Få bolde senere var det Törnkvists tur til at bruge sin timeout, da Barius var ved at få kontakt ved stillingen 6-7. Det blev også 6-8, inden Johan Barius til sidst vandt med 11-9.
Præcis som i den første DM-finale kom B75 på 2-0 efter to sejre med mindst mulig margin, hvorefter Næstved Bordtennis tog sig af de næste fire kampe og bragte sig på 4-2 og altså bare én sejr fra DM-titlen.
Frem til 4-2 gik alle seks kampe præcis som første DM-finale tirsdag i Hirtshals, dog med Næstveds Khaled Assar udskiftet med Andreas Törnkvist. Dernæst lykkedes det Johan Barius at ændre sit nederlag fra dagen før mod Chirita, da han fightede sig til en sejren i en velspillet kamp, der bragte B75 på 3-4. På nabobordet var egyptiske Mahmoud Helmy nede med 1-2 i sæt mod Törnkvist, inden han fik vendt kampen til sejr på 3-2 i sæt. Dermed kom man frem til Golden Set afgørelsen.
Det stjernespækkede Næstved-hold må fortsat påtage sig favoritværdigheden anført af en i finaleserien stadig ubesejret Simon Arvidsson, men B75 har grebet ud efter DM-guldet for første gang i klubbens historie og ser ikke ud til at give slip, før sidste bold er spillet.
Der er lagt op til en spændende kamp i den afgørende og tredje DM-finale, når det hele skal afgøres torsdag aften i Mærk Hallen i Toksværd.
Sådan gik det til:
Onsdag den 10. maj i Mærk Næstved Hallen, Toksværd:
Næstved Bordtennis – B75……4-5
Michal Obeslo – Giorgos Stamatouros, 2-3 (11-9, 11-9, 8-11, 9-11, 9-11)
Cristian Chirita – Mahmoud Helmy, 2-3 (11-8, 6-11, 11-6, 2-11, 11-13 efter 10-9 og 11-10)
Simon Arvidsson – Tomasz Filbrandt, 3-0 (11-3, 11-7, 13-11)
Andreas Törnkvist – Johan Barius, 3-1 (9-11, 13-11, 11-9, 17-15)
Michal Obeslo – Tomasz Filbrandt 3-2 (10-12, 11-2, 9-11, 11-6, 11-8)
Simon Arvidsson – Giorgos Stamatouros 3-1 (9-11, 11-5, 11-9, 13-11)
Cristian Chirita – Johan Barius 2-3 (14-12, 10-12, 8-11, 11-4, 9-11)
Andreas Törnkvist – Mahmoud Helmy 2-3 (11-9, 3-11, 11-7, 6-11, 8-11)
Golden Set: Andreas Törnkvist – Johan Barius, 9-11 efter 8-6.