Der vil dog være store forskelle. Lørdag målte Store Jyndevad i Sønderjylland 12,8 grader, mens man ved Anholt Havn kun nåede 4,0 grader. Det er det samme billede søndag.
Nær kyster med pålandsvind vil temperaturen i høj grad påvirkes af det kolde havvand, mens man langt fra sydvendte kyster let får over 10 graders varme. I den sydlige del af Jylland vil temperaturen nå op omkring 14 grader.
Varmerekorden for februar lyder på 15,8 grader og er blevet målt i 1990 og 2019.
Dagslængden er øget med tre timer
Der er dog mere end temperaturen, der vil give forårsfornemmelser. Dagslængden er steget med knap tre timer i Gedser og næsten tre en halv time i det nordligste Danmark.
Når man opholder sig i solen, er oplevelsen også blevet en helt anden end tidligere på vinteren.
Solen når mere end dobbelt så højt op på himlen
Det varme vintertøj kan blive i garderoben, og en lettere jakke kan tages i brug. Ved midvinter når solen kun 11 grader over horisonten, men nu har solen meget mere kraft, og solstrålerne ankommer fra en sol 25 grader over horisonten.
I formiddagstimerne vil det være stedvis skyet og diset, men vejret bliver bedre i løbet af dagen, og i eftermiddagstimerne vil solen dominere.
Nogle steder bliver himlen blå og til tider skyfri, men der vil særligt i Jylland også være højthængende skyer. Himlen bliver mælkehvid, men fornemmelsen af forår er intakt.
Den varme vintervejr fortsætter ind i den nye uge, hvor nogle prognoser viser endnu varmere vejr.
Kilde: TV2 Nord i samarbejde med TV2 Vejret.