På baggrund af modtagne ansøgninger skal Teknik- og Miljøudvalget den 13. januar samt Byrådet i Hjørring Kommune den 27. januar udvælge de ansøgninger, der ønskes at arbejde videre med i forhold til afholdelse af fordebat på en temaplan (kommuneplantillæg) for store tekniske anlæg. Teknik- og Miljøudvalget skal desuden tage stilling til, om sagen skal fremsendes til Byrådet med anbefaling af afholdelse af fordebat i fire uger.
Byrådet besluttede nemlig på mødet i juni i 2020, at der skal ske behandling af de konkrete ansøgninger om etablering af solcelle- og vindmølleprojekter, som kommunen har modtaget i de senere år, og som hidtil ikke er politisk behandlet. På denne baggrund har administrationen inviteret de pågældende ansøgere til at deltage i en lille ansøgningsrunde, hvis de fortsat var interesseret i projektets gennemførelse.
Ansøgningsrunden har resulteret i, at der er modtaget 14 ansøgninger om solcelle- og vindmølleprojekter, som fordeler sig således:
• 3 ansøgninger om vindmøller.
• 9 ansøgninger om solceller.
• 1 kombinationsprojekt med både vindmøller og solceller.
De 14 ansøgninger er vist samlet på ”Bilag 1 – Oversigtskort visende indkomne ansøgninger” og er gennemgået hver for sig i ”Bilag 2 – Gennemgang af vindmølleansøgninger” og ”Bilag 3 – Gennemgang af solcelleansøgninger”.
Ansøgningerne er vurderet i forhold til natur-, landskabs- og kulturarvsinteresser fastsat i Kommuneplan 2016’s retningslinjer og sektorlovgivningen.
Det er administrationens udgangspunkt, at der ikke kan etableres store tekniske anlæg inden for kommuneplanens udpegninger til værdifulde kulturmiljøer, bevaringsværdige og større sammenhængende landskaber samt særligt værdifulde og værdifulde geologiske områder. Endvidere fremgår det af Planloven, at der under normale omstændigheder ikke kan etableres store anlæg i kystnærhedszonen.
Beskrivelse af planopgaven
Kommuneplantillægget skal dels indeholde en revision af Kommuneplan 2016’s generelle retningslinjer for planlægning for solcelleanlæg og vindmølleparker, og dels udlægge konkrete områder, hvor der inden for de næste par år kan lokalplanlægges for vindmølle- og solcelleparker.
Administrationen foreslår, at retningslinjerne for vindmøller tilrettes i forhold til de aktuelle regler vedr. bl.a. møllernes størrelse og afstand til nabobolig, samt at de principper, der blev vedtaget af Byrådet i 2016 revideres med henblik på, at principperne skal være mere klare og mulige at håndtere i den konkrete planlægning. Erfaringerne har vist, at flere af de aktuelle principper har vist sig meget vanskelige at håndtere i den konkrete planlægningssituation og særligt princippet om lokalt forankret ejerskab.
De nuværende retningslinjer for solenergianlæg omfatter både solcelleanlæg (elproduktion) og solfangeranlæg (varmeproduktion). Det er administrationens vurdering, at retningslinjerne bør adskilles, da der er stor forskel på de to anlægstyper, bl.a. er solfangeranlæg afhængige af en tæt placering til det byområde, som skal aftage varmeproduktionen. Endvidere bør de nuværende arealudpegninger til solcelleanlæg udgå helt og erstattes af de nye udpegninger. De nuværende retningslinjer fremgår af ”Bilag 5 – Kommuneplanens retningslinjer for solenergianlæg”.
Fordebat
Før arbejdet med at udarbejde nye retningslinjer og udpege arealer til planlægning for vindmøller og solceller kan påbegyndes, skal der jævnfør Planloven afholdes en fordebat, hvor kommunen indkalder idéer og forslag til denne planlægning.
Fordebat-materialet vil indeholde en beskrivelse af de ansøgninger, som Teknikog Miljøudvalget og Byråd udvælger blandt de aktuelle 14 ansøgninger, samt anmodning om input til revision af kommuneplanens retningslinjer for planlægning for vindmøller og solceller.
I fordebatten høres bl.a. VHM, FBL, DN, Naturstyrelsen, Erhvervsstyrelsen og nabokommuner.
Videre proces
I forlængelse af fordebatten orienteres Teknik- og Miljøudvalget og Byrådet om de indkomne bemærkninger og tilbagemelding fra Aalborg Stift med henblik på vurdering af, om der er et eller flere af de udpegede ansøgninger/områder, der skal udgå i det videre forløb, f.eks. på baggrund af en negativ tilkendegivelse fra stiftet.
Herefter udarbejder administrationen forslag til kommuneplantillæg til politisk behandling og en miljøvurdering af planen. Med henblik på miljøvurdering skal ansøgerne til de aktuelle projekter medvirke, herunder udarbejde relevante visualiseringer. Forslag og miljøvurdering inkl. visualiseringer offentliggøres herefter i 8 uger.
I forlængelse af offentlighedsfasen skal høringssvar bearbejdes, og det skal vurderes, om der skal ske tilretning af kommuneplantillægget på baggrund af høringssvar, f.eks. om der er områder, der skal udgå på grund af manglende lokal opbakning/lokal modstand.
Herefter skal der ske politisk behandling med henblik på endelig vedtagelse af kommuneplantillæg for de store tekniske anlæg i form af solcelle- og vindmølleparker.
Hele dagsordenspunktet kan læses her som nummer 4 på side 17: Fordebat
Alle bilag til punkt 4 kan findes her: Åbne bilag