Den 22. august kunne vi fortælle, at nogen havde påkørt autoværnet ved broen over Varbro Å mellem Kærsgård Strand og Tornby. Både broen og autoværnet fik i den forbindelse omfattende skader.
Det har formentlig givet anledning til overvejelser om trafiksikkerheden i de skarpe hårnålesving ved den smalle bro, idet kommunen nu har valgt at afspærre Købstedvej fra Tornby Klitplantage ud mod Kærsgårdvej.
Efter afspærringen er entreprenøren så gået i gang med at etablere en helt ny og forhåbentlig bredere bro, der i givet fald vil kunne forbedre trafiksikkerhed på Købstedvej vest for Kjærdgaard Hovedgaard.
Hvis man skal til Kærsgaard Strand eller til Lønstrup via Røde Bro over Liver Å og kommer nord fra, kan man i stedet for at køre ind ad Købstedvej i Tornby, vente og først dreje fra i krydset ved Vidstrup.
Foto: Niels Skipper.