Trods inflation og høje energipriser er julen for nogle hellig, skriver TV2 Nord.
Det vrimler med mennesker på Voergaard Slot. Søndagen er såmænd også sidste dag, hvor juleboderne holder åbent.
Selvom flere må spinke og spare, så lader det til, at der spares andre steder end på julehyggen.
– Selvfølgelig skærer man ikke på julen som det første. Nej, så hellig er den trods alt, lyder det fra Henrik Hansen, der til dagligt er i flexjob.
Og han er ikke den eneste, der har det sådan.
– Vi prøver at gå på kompromis med nogle andre ting, men julen bliver, som den skal være. Så sådan er det, fastslår svineproducenten Jens Riishede.
Udsolgt af varer
Rosenbeck Frilandskød, der har en bod på Voergaard Slot, har i høj grad mærket, at folk fortsat er villige til at svinge dankortet trods inflation og stigende energipriser.
– Vi er lidt overrumplet over, hvor meget vi har fået solgt heroppe. Det må man sige, siger ejer af Rosenbeck Frilandskød, Peter Rosenbeck.

I år har biksen omsat for 30 procent mere. Altså er der kommet 30.000 kroner mere i kassen sammenlignet med sidste år, og det er noget, der er med til at højne julehumøret en hel del.
– Det hjælper da, at vi går hjem med gejsten oppe. Så det er skønt, siger Peter Rosenbeck.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Voergaard Slot.