Der var nærmest fuldt hus, da Klitgården, Tannisbugt Venstre og Tversted Borger- og Turistforening i skøn forening søndag havde inviteret til vælgermøde med indledende fælles frokost…
Hele 12 partier og lister havde fundet vej til Tversted, som naturligt nok blev omdrejningspunkt for eftermiddagens temaer… Selvfølgelig havde partiernes indlæg relevans i hele Hjørring Kommune, men arrangørerne fik smidt et par lunser ud – om gode betingelser for borgernes lyst til at bo uden for Hjørring… her især Tversted og omegn samt problematikkerne omkring kystsikring i området øst for Kjul…
Lokale Jens Guldsmed Thomsen lagde op til debatten om bedre bosætningsbetingelser… hele den politiske palet rundt var der enighed om at gøre, hvad man kunne for at optimere vilkårene for alle aldersgrupper. Fokus var lidt forskelligt fra parti til parti, men i det store hele synes emnet at have stor bevågenhed, og der synes at xistere en fælles vilje til at gøre noget positivt…
Det samme gjorde sig gældende for temaet KYSTSIKRING, som efter kaffepausen på fornemste vis blev problematiseret af Arne Therkildsen fra Kystsikringsgruppen Tannisbugt… hans pointe var, at naturen helt af sig selv sørgede for tilførsel af sand… hvis naturen fik lov… i hvert fald udgjorde Hirtshals Havn en forhindring, der på sigt – og i bedste fald – ville reducere strandene øst for Hirtshals til en sørgelig skygge af sig selv og i værste fald udgøre en trussel mod landskabet bag klitterne…
Flere af politikerne lagde sig fladt ned og erkendte, at der vist var noget, de skulle have læst op på – især aktualiseret af planerne om at udvide Vestmolen ved Hirtshals Havn…
Der var i panelet lidt divergerende meninger om omfanget af en eventuel kystsikring, men ingen tvivl om at kystsikringsgryden vil blive holdt i kog i den kommende byrådsperiode…
Det samme gælder grøn omstilling og VE-anlæg, som nok var det emne, der skilte vandene mest…
I øvrigt blev mødet afholdt i en god og fredsommelig tone med de forventelige små stikpiller til højre og venstre, og alle var enige om, at de havde haft en god eftermiddag i Tversted…
Det ville ikke være rimeligt at forsøge at referere hvert indlæg og alle gode bud på en bedre kommune, men skulle du endnu ikke have besluttet dig for, hvor krydset skal sættes den 18. november, så ty endelig til en af flere kandidattests, som findes på internettet… de vil kunne give dig et fingerpeg om retningen…
Brug lidt tid på det… mød op og stem… politikernes mandat i byrådet bliver kun styrket af, at rigtigt mange finder vej til stemmeurnerne…
Foto: Elling.



Som deltager i mødet vil jeg gerne opfordre til at der en anden gang bliver lavet plads på dagsordenen til at folk i salen kan komme med generelle spørgsmål
Oplevede flere der rejste sig og gik grundet manglende mulighed for at spørge om andet end de to punkter der var bestemt