Af René Bjerre Andersen
På vegne af bestyrelsen for SF-Hjørring
Formand
Hvordan introduceres nogle børn til religion? Jo ser du…
Man tager et nyfødt barn, der endnu ikke har lært at tale, eneste mulighed for at kommunikere sine ønsker mod omverdenen er at græde. Så tager man et fast greb i forhuden på det lille barns penis og med en skarp kniv: vupti! Velkommen til verden!
Hvordan kan man på nogen måde retfærdiggøre, at man skærer i raske børn? Det er simpelthen ubegribeligt at det er lovligt. Men det er der desværre flertal for i Folketinget??!
For SF handler en aldersgrænse udelukkende om børns ret til selv at træffe beslutninger om indgreb af irreversibel karakter, når de er gamle nok til det.
Aldersgrænsen handler efter SF’s opfattelse ikke om, hvordan man politisk kan lægge størst mulige hindringer i vejen for religiøse mindretal i Danmark, men om, hvorvidt børn har selvstændige rettigheder til at bestemme, hvad der skal ske med deres krop på et tidspunkt, når de har alderen til det.
Vi har i Danmark en meget stolt tradition for at forsvare og lovgive om børns rettigheder. Når børn ikke er gamle nok til at give deres samtykke, skal vi efter SF ́s opfattelse naturligvis ikke udføre indgreb på børnene, hvis indgrebene ikke er medicinsk velbegrundede. Heller ikke religion kan stå over barnets ret til at bestemme over egen krop. SF mener tillige, at en klog religion udvikler sig i overensstemmelse med det omgivende samfund, og SF bemærker, at den overvejende del af befolkningen støtter en aldersgrænse i forhold til omskæring af drenge.
Derudover er det værd at bemærke, at rituel omskæring af drenge hverken er ufarligt eller uden ulempe resten af livet for den, som er omskåret. SF finder det bekymrende, at narkoselægerne og urologerne ikke kan stå inde for den model, som Styrelsen for Patientsikkerhed lagde op til; nemlig at bruge lokalbedøvelse i stedet for fuld narkose.
Eksperterne siger derimod, at der er en risiko ved narkose, og lokalbedøvelse er ikke tilstrækkelig. SF finder derfor, at vi ikke har en behandlingsmodel, som lægerne fagligt kan stå inde for. SF anerkender, at forældre skal have ret til at opdrage deres børn i en bestemt tro, men der skal efter SF’s opfattelse samtidig være en klar grænse for, hvilke beslutninger forældrene kan træffe på deres børns vegne.
SF anerkender ligeledes, at sagen om omskæring er en meget svær debat. Vi er ikke døve og blinde over for, at både jøder og muslimer synes, at det er indgribende med en aldersgrænse. Men vi har tidligere taget svære politiske beslutninger om regulering, hvor børns rettigheder bliver presset af forældres tro og kultur, og det bør vi også gøre her.
Hvis man fortsat vil blive omskåret for at markere et tilhørsforhold til et trossamfund, skal man selvfølgelig have lov til at gøre det. Det skal bare ske på et tidspunkt, hvor barnet har mulighed for selv at tage stilling.
