Onsdag den 31. maj blev der afholdt 10-års jubilæumskoncert i Bjergby Kirke af Bjergby-Mygdal Voksenkor under kompetent ledelse af organist Benedikte Hauge Olsen samt musikledsagelse af Arne Jørgen Fæø på orgel/klaver, Agnes Hauge Mortensen på violin, Hanne Houengaard på cello og Christian Larsen på klarinet.
Kirken var fyldt til sidste plads, så godt og vel idet der måtte skaffes ekstra stole og nogle tilhørere sad måske også lidt klemt på kirkebænkene.
Koncerten startede med en speciel udgave af Frydeligt med Jubelkor idet koret gik nynnende ned gennem kirken for at slutte under orglet og derefter fremføre et par sange inden koret gik tilbage til pladsen foran altret og fuldførte programmet derfra, og afsluttede koncerten med Händels Hallelujakor fra Messias.
Ind imellem korets numre var der 3 fællessange samt et musikstykke for violin og klaver samt en langsom sats fra Brahms klarinettrio.
Koncerten varede 75 minutter, var yderst vellykket og koret modtog stående applaus og mange opfordringer til at arrangere nye koncerter i årene fremover.


