Allerede fra morgenstunden strømmede skolebørn og lærere med busser og på cykler samt gåben til Hjørring Dyrskue.
Vejrguderne var da også venligt stemte overfor skolebørnene og arrangørerne. Ganske vist var der overskyet, men det var fortsat tørvejr, da borgmester Søren Smalbro klokken 12 officielt kunne åbne Hjørring Dyrskue.
– Som mange ved, er jeg jo også landmand og har de sidste 30 år nydt godt af at komme her på dyrskuet i mange forskellige sammenhænge. Det at være til dyrskue, se på dyr og maskiner, måske handle en smule, møde kollegaer og i det hele taget nyde landbokulturen på nærmeste hold, det er stort, lød det indledningsvis fra borgmesteren.
– I en kommune som Hjørring er vi helt og aldeles afhængige af landbrugets indsatser i vores arbejde med den grønne omstilling. Vi oplever et landbrug, der er omstillingsparat og nysgerrigt på at levere grønne løsninger. Herfra vil jeg gerne kvittere for det gode samarbe, vi oplever mellem landbruget og kommunens folk, tilføjede Søren Smalbro.
Borgmesteren omtalte og roste i sin åbningstale også minkerhvervets dygtighed, når det kom til at modtage nye borgere som arbejdskraft, men han leverede også i samme ombæring en skarp besked om, at behandlingen af minkavlerne ikke var i orden.
– Det hele er klar til et par fantastiske dyrskuedage, tak for alt, hvad I gør, lød det afslutningsvis med henvisning til de mange frivilliges store indsats.
– Rigtig godt dyrskue, sluttede Søren Smalbro.
Foto: Niels Skipper.
Link til relateret artikel
Anne Honoré Østergaard fra Venstre foretrak Hirtshals frem for Folkemødet