Naturmødet er for så vidt karakteriseret ved en næsten overvældende biodiversitet, for nu at citere NordsøPostens udsendte Torben Elling. Begrebet blev brugt af den kreative skribent og fotograf i en munter snak lørdag med borgmester Søren Smalbro, som ikke bare lignede, men også var en glad mand umiddelbart før, der blev lukket ned i Thunderdome på Naturmødet 2022.
Glæden var som tidligere omtalt også velbegrundet, idet Naturmødet i løbet af bare tre tre dage bød på syv scener med ikke mindre end 143 debatter om biodiversitet, natursyn, arealanvendelse, bynatur, havmiljø, mennesker i naturen, natur og klima, natur og landbrug, naturnationalparker, vandløb, vilde haver og meget andet. Det og så de angiveligt omkring 30.000 besøgende var da også lige præcis noget af det, som borgmesteren allerede i den uformelle snak gav udtryk for stor tilfredshed med.
Vores snak med borgmesteren blev flere gange afbrudt af borgere, der lige ville aflevere en hilsen eller i flere tilfælde nævne en sag, som de enten var tilfredse med behandlingen af eller omvendt ville ønske, at Søren Smalbro ville tage med videre til forvaltningen eller et udvalg i Hjørring Kommune. I sidstnævnte tilfælde kunne borgmesteren med god ret henvise til den funktion på kommunens hjemmeside, hvor man kan sende den slags ind, men han lyttede venligt og gav udtryk for forståelse og ville huske sagen med henblik på videre overvejelse.
Venstres stand var i det hele taget velbesøgt ikke bare af mere eller mindre veloplagt smilende og debatlystne borgere, men også af lokale partimedlemmer og byrødder samt et par medlemmer af Folketinget, nemlig Malene Bjerre og den i det nordvestlige Vendsyssel nyligt opstillede Anne Honoré Østergaard. Sidstævnte opstilling er borgmesteren rigtig glad for, idet Karsten Lauritzens retræte fra Folketinget var en bet i regningen ikke mindst for Venstre i Hjørring Kommune, hvor den tidligere skatteminister har efterladt nogle store fodspor til Anne Honoré Østergaard.
Hvorom alting er, var det altså et Venstre og ikke mindst en borgmester, som efter eget udsagn vist ikke længere kan kaldes helt ny i den ansvarsfulde rolle, der lukkede og slukkede i Thunderdome ved at fastslå, at mange af de temaer, vi igen og igen drøfter på det store folkemøde i havnebyen, meget vel kan rumme svaret på, hvordan vi også i fremtiden kan have rent vand, frisk luft, bestøvning af afgrøder og ikke mindst en ren jordklode.
Noget af en ambitiøs, men alligevel ikke helt galt afmarcheret afslutning på Naturmødet, hvorefter Torben Elling og netavisens redaktør lige akkurat nåede en enkel, men særdeles lækker fiskeburger i teltet hos Hirtshals Fiskefestival, hvilket bestemt slet ikke var så ringe en måde at afslutte Naturmødet 2022. Allerede nu glæder vis os derfor til et gensyn med mangt og meget den 11. til 13. maj 2023.
Herefter vil nogen måske også mene, at der ikke kan tærskes mere langhalm på det folkemøde, men deri skal de nu slet ikke føle sig helt sikre. Rigtig god søndag!
Link til et par tidligere artikler
Naturens eget folkemøde vendte særdeles stærkt tilbage i 2022
Havplanen blev endevendt ved hyggelig og rigtig god debat i Hirtshals