Frivillige fra Bunkergruppen Hirtshals var lørdag samlet i terrænet med hydraulisk løftegrej, skæreudstyr og det ekstra grove værktøj, da de to forreste støtteben og ligeledes de to i underetagen på den ikoniske ildleder-bunker skulle udskiftes i Tversted.
Bunkergruppen Hirtshals havde som tidligere omtalt iværksat en redningsplan for ildleder-bunkeren i samarbejde med ejerne af bunkeren, Mads og Dorthe Iversen, og med et venligt udlån af hydraulisk løftegrej fra Vognmandsgården Kran & Special Transport i Hjørring ved Carsten Andersen var det nu muligt at udføre opgaven på forsvarlig vis.
Knap 10,5 tons tysk beton og armeringsjern skulle løftes fri, så de gamle rustne hjørnestolper kunne skæres af og de nye galvaniserede stålfødder kunne sættes ind på plads og fastgøres. Den efterhånden noget trætte træ-inddækning, der var monteret af sikkerhedsmæssige årsager, kunne nu fjernes og solens stråler kunne igen efter 30 år lyse rummet op.
Den tyske ildleder-bunker kan dermed atter forsvarligt bruges både som formidling af besættelseshistorien i Tversted, men også som et hyggeligt stop på vandreturen.
Bunkergruppen sender en tak til de involverede og hjælpende hænder Lasse, Thomas og Jeppe, og bunkerens ejere Mads og Dorthe for lækker frokost. Ikke mindst også yil Brdr. Sommer Smede & Maskinværksted, samt Vognmandsgården Kran & Løft.
Foto: Lasse Hansen.