Når Autismeprisen mandag den 28. april uddeles i forbindelse med åbningen af SIKON 2025, kan det blive med en nordjysk vinder.
Foreningen Jordforbindelsens tilbud ”De Grønne Asparges” er udvalgt som en af tre finalister. Foreningen Jordforbindelsen har siden etableringen i 2018 tilrettelagt en række forskellige aktiviteter i Vendsyssel.
Ikke færre end 50 frivillige ildsjæle er i dag tilknyttet foreningen, hvor de gennemfører så forskellige tilbud som pårørendegrupper, naturhåndværk, dyreassisterede aktiviteter og naturterapi. Fælles for alle tilbud er en uformel og imødekommende ramme med fokus på naturen. Og måske bliver det netop Foreningen Jordforbindelsen, der løber med første-, anden- eller tredjepræmien, når formand for Autismeforeningen Karina Bundgaard udpeger vinderen mandag den 28. april på SIKON 2025.
I år modtog foreningen hele 35 forskellige indstillinger, sendt ind af over 50 engagerede personer. Det var en stor glæde for prisudvalget at læse de mange stærke og inspirerende forslag – det er tydeligt, hvor meget godt arbejde, der foregår overalt i landet.
Autismeprisen tildeles som en anerkendelse for særlig indsats:
Autismeprisen blev indstiftet af Autismeforeningen for mere end 20 år siden i forbindelse med foreningens 40-års jubilæum og blev i det år overrakt Maria Vedel ”(…) for hendes prisværdige og engagerede indsats specielt overfor småbørn med autisme og deres familier.”
– Vi er meget beærede over at være nomineret for De Grønne Asparges i år. Når man ser på både vindere og nominerede fra tidligere år, er der tale om meget markante ildsjæle og tiltag. At blive nævnt i den sammenhæng er en kæmpe anerkendelse af vores frivillige, siger Carsten Hjerresen, formand i Foreningen Jordforbindelsen og idémanden bag De Grønne Asparges.
– Alt for mange medmennesker er i dag så pressede, at det desværre ofte resulterer i stress, depression og angst. Et koncept som De Grønne Asparges kan give de berørte sparring, selvindsigt og en følelse af ikke at være alene med såvel glæder som problemstillinger, tilføjer Carsten Hjerresen, og fortsætter:
– Alle forløb er gratis og anonyme for deltagerne. Det giver alle mulighed for at deltage uafhængig af økonomisk råderum og evt. utryghed i forhold til tabubelagte problemstillinger. Foreningens aktiviteter og drift finansieres af støtte fra forskellige fonde og puljer, der heldigvis viser stor velvilje og opbakning.
De Grønne Asparges tilrettelægges i både Aalborg og Hjørring Kommuner.
De Grønne Asparges er peer-to-peer tilbud for voksendiagnosticerede med Aspergers syndrom og/eller ADHD, under ledelse af voksendiagnosticeret gruppeleder.
Er du interesseret i at deltage, være frivillig, komme i praktik eller støtte foreningen, kan du læse mere hos Foreningen Jordforbindelsen.