Vendsyssel FF har solgt Wessam Abou Ali til svenske Sirius.
Klubbens topscorer fra sæsonen 2022/2023 er blevet købt fri og skifter dermed med øjebliklig virkning til Allsvenskan-klubben.
”Wessam har efter en svær første sæson været inde i en rigtig god udvikling det sidste års tid, hvor han virkelig har rykket sig og gjort det fantastisk på banen. Her har han været en vigtig spiller for os med sit gode spil og sine mange mål,’’ udtaler sportschef i Vendsyssel FF Søren Henriksen.
’Hans præstation på banen har vakt en masse interesse omkring ham, og da vi jo er en klub der gerne vil udvikle spillere og hjælpe dem videre til næste niveau, gav det god mening at sælge ham nu. Vi er meget tilfredse med denne handel både økonomisk, men også fordi den er endnu et eksempel på, at strategien holder. Vi ønsker Wessam held og lykke i Sverige,” slutter Søren Henriksen.
Wessam Abou Ali nåede i sine to ophold i Vendsyssel FF at spille 66 kampe, score 29 mål og lave 3 assist.