Hvad sker der med Vendsyssel FF, hvis de rykker ned?
Det spørgsmål er der mange, fans, sponsorer, og andre omkring fodboldklubben Vendsyssel FF, der i disse dage går og snakker om.
Spørgsmålet er særdeles relevant inden aftenens skæbnekamp for Vendsyssel FF, der på hjemmebane møder et andet nedrykningstruet hold Kolding på Nord Energi Arena klokken 19.
Lige nu ligger Vendsyssel FF sidst i 1. division, og altså på en af de to nedrykningspladser med 22 point, Skive IK, der ligger næstsidst, har 24 point, Kolding, aftenens modstander, har 25 point, og så ligger det andet nordjyske 1. divisionshold Hobro med 30 point.
Så der er mange scenarier inden kampene i aften. Hobro møder Skive i aften, og kan med en sejr sikre sig endnu en sæson i næstbedste række, omvendt med et nederlag til Hobro og sejr til Vendsyssel FF, så kan lokalopgøret den 23. maj mellem Hobro og Vendsyssel FF pludselig blive en afgørende kamp om en nedrykningsplads.
Men det det store og altafgørende spørgsmål uden for banen er jo, om de schweiziske ejere af Vendsyssel FF, Core Sports Capital, stadig vil putte millioner af kroner i Vendsyssel FF, hvis klubben skulle risikere at rykke ned.
De schweiziske ejere har her på seneste været med til at puste til ilden om deres loyalitet overfor Vendsyssel FF. Både spillere og folkene omkring holdet måtte vente på månedslønnen, inden ejeren på video måtte stå skoleret foran spillere og ledere og undskylde for den manglende betaling, som ifølge ejeren skyldes forsinkelse i støtte fra staten. I selvsamme video forsikrede ejeren, Ahmet Schaefer, at man stadig bakker 100 procent op om Vendsyssel FF.
Bekymring og bange anelser
Men går man rundt blandt tilskuere og fans på Nord Energi Arena i Hjørring til en hjemmekamp, kan man fornemme en vis bekymring og bange anelser omkring fremtiden for Vendsyssel FF.
Mange spørger sig selv, hvad vil de schweiziske ejere med en bundklub i 1. division. Ydermere har den tidligere ejer og bestyrelsesformand, Jacob Andersen, trukket stikket og meddelt, at han trækker sig som formand for bestyrelsen, og den post er nu også på schweiziske hænder.
Så det har været et par turbulente uger for både spillere, ledere og frivillige i Vendsyssel FF, ikke nok med spillerne skal slås for at undgå nedrykning, udenfor har man skulle kæmpe med manglende løn og udskiftning på en vigtig lederpost.
Ni trænere på seks år
Og det er bestemt ikke noget nyt for klubben, der i 2018 næsten ikke kunne få armene ned, da klubben for første gang sikrede sig oprykning til superligaen. Men man glemte åbenbart at få armene ned igen, for så startede en rutschetur af de helt store, hvor trænerfyringer og sportsdirektører røg ind og ud af svingdøren på klubbens flotte og fantastisk anlæg i Vrå. Det er efterhånden blevet til ni forskellige træner på mindre en seks år.
Søren Kusk: 2012-2014
Ove Christensen: 2014-2016
Jacob Krüger*: 2016
Joakim Mattsson: 2016-2017
Erik Rasmussen: 2017-2018
Jens Berthel Askou: 2018-2019
Peter Enevoldsen*: 2019
Johnny Mølby: 2019-2020
Lasse Stensgaard: 2020
Michael Schjønberg: 2020-?
* Midlertidig træner
Derudover har tre sportsdirektører været igennem ansættelse og fyring, og som altså er endt med at Core Sports Capital lige nu sidder med en fodboldklub i stor krise både på og uden for banen.
Næste kapitel skrives i aften kl 19, en sejr er tvingende nødvendig med kun tre kampe tilbage, hvis Vendsyssel FF skal overleve, og spørgsmålet er også om Vendsyssel FF overlever som fodboldklub, hvis det bliver til nedrykning
Den spændende kamp kan følges på Viaplay, og i den sene udsendelse på TV2 Nord klokken 22 har vi reaktioner og højdepunkter fra kampen.
Kilde: Mogens Jørgensen/TV2 Nord.