Med et nederlag på 2-3 til SønderjyskE i søndagens fodboldkamp på kunstgræsset på JYSK Park i Silkeborg forsvandt så småt eventuelle oprykningsdrømme for Vendsyssel FF i landets næstbedste række NordicBet Ligaen.
Vendelboernes sidste kamp i grundspillet foregik i Silkeborg, fordi banen på Nord Energi Arena i Hjørring blev skønnet uegnet til fodbold.
Nu resterer blot én kamp i grundspillet på udebane mod Hvidovre, som er nummer to i rækken med 41 point efter 2-2 i Hobro søndag. Hvidovre er på den andenplads, der naturligvis sammen med førstepladsen, som lige nu indehaves af stærke Vejle, efter yderligere 10 kampe i slutspillet giver oprykning til Superligaen.
Vendsyssel FF har på femtepladsen 33 point og skal altså vinde i Hvidovre, for ellers er vendelboerne hele 11 point efter den oprykningsgivende andenplads. Det bliver næsten umuligt at hente i 10 kampe.
SønderjyskE kom på 1-0 efter et kvarters spil ved Lukas Bjørklund og 2-0 efter 33 minutters spil ved Søren Andersen. Wessam Abou Ali reducerede til 1-2 efter 73 minutters spil, før Emil Frederiksen ni minutter senere sikrede SønderjyskE sejren og en plads i oprykningsspillet.
Det pyntede kun på resultatet, da Lasse Steffensen efter 90 minutter reducerede yderligere til 2-3, for efter seks tillægsminutter fløjtede dommeren af.
Modstanderne i oprykningsspillet bliver med dobbeltkampe Vejle, Hvidovre, SønderjyskE, FC Helsingør og Næstved.
Der vist nogle der har taget lidt tekst fra bold.dk