Lørdag den 20. januar blev Vendsyssel Historiske Museums årbog Vendsyssel Nu & Da 2023, som tidligere kortfattet omtalt, præsenteret for fulde huse i Det gamle Rådhus i Hjørring. Efterfølgende afholdt museet traditionen tro den årlige nytårskur for medlemmer af museumsforeningen og andre besøgende.

Årets Vendsyssel Nu & Da 2023 rummer en perlerække af fine artikler, der tidsmæssigt spænder fra de ældste stenalderjægere i det nordligste Jylland til nutidige, arkæologiske undersøgelser ved Børglum Kloster, erindringer fra Bredfald Mølle i Hjørring og kommunal bespisning af byens borgere under 1. Verdenskrig. Hele 8 artikler + et digt og årsberetning er det blevet til, og der er hele 175 siders spændende læsning at kaste sig over.

Fra Claus Kjældgaards artikel om Hjørring Kaserne. Billedet viser noget af personalet ved Jydske Tøjhus, Arsenalvej i Hjørring, i 1953.
Officeren ved skrivebordet er kaptajn M.L. Mouritsen. På billedet ses også Løjtnant A.C Lauridsen og kontorassistenterne Bent Thorsen, Lilly Kongerslev Nielsen og Bente Bundgaard Jørgensen. Foto: Historisk Arkiv, Vendsyssel Historiske Museum.
”Vendsyssel Nu & Da 2023” kan købes på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring og koster 149 kr. Den kan også erhverves hos boghandleren Betty Mogensen og i Bog & Idé i Hjørring.
Medlemmer af Museumsforeningen ved Vendsyssel Historiske Museum modtager bogen gratis.


