Vendsyssel Teater begynder teatersæsonen med en god portion nordjysk humor og sange, som mange vendelboere kan synge med på.
Det sætter rammen om en underholdende og poetisk teaterkoncert, der med skuespil og livemusik fører publikum rundt i Ib Grønbechs sangkatalog. Gennem sin 40 år lange karriere har multikunstnerens musik og anekdoter utvivlsomt fundet vej ind i mange danskeres øregange. Fan eller ej: Ib Grønbech er svær at komme udenom — i hvert fald, når man er vokset op nord for Limfjorden.
Forestillingen iscenesættes af teatrets direktør Rolf Heim, der i kraft af sin instruktørkarriere står bag en lang række prisvindende teaterkoncerter med afsæt i nogle af de største internationale musikikoner. På scenen kan du opleve både nye ansigter, men også lokale skuespillere og musikere.
MEN HER GÅR DET GODT forener Grønbechs musikalske univers, humor og lune med teaterrummets magi — mens der bag komikken også lurer stof til eftertanke. Gør dig klar til en fortælling om Vendsyssels skæve eksistenser, finurlige påfund og en underholdende aften fyldt med livemusik.
Det er fra den 14. september til den 12. oktober 2024 i Store Sal på Vendsyssel Teater.