Ib Grønbech var en smule rundt på gulvet, i hvert fald meget bevæget og ligefrem lidt rørt, da han første gang overværede en bid af Vendsyssel Teaters forestilling ”Men her går det godt” – Ib Grønbech Teaterkoncert – som spiller på teatret i Hjørring fra onsdag og en måneds tid frem.
Det er en skøn blanding af teater og den gode musik og ikke mindst tekster for sjov og alvor, som Ib Grønbech har beriget os med i rundt regnet 40 år. Han er ikke selv på scenen – det er overladt til et stærkt hold af dygtige skuespillere, sangere og musikere.
NordsøPosten har oplevet flere smagsprøver – også sammen med Ib Grønbech – og det er meget tydeligt, at det har rørt noget i vendelboen. Det forstår vi godt!
I teatrets fine video kan man fornemme, hvordan Ib Grønbech oplevede det, da han for første gang var med i prøvesalen og hørte en af sine gamle sange, sunget af skuespillerne.
”Men her går det godt” er en teaterkoncert, der tager udgangspunkt i Ib Grønbechs sangtekster. Teaterkoncerten har urpremiere den 13. september på Vendsyssel Teater. Læs mere og køb billet her.