Efter nyheden om, at den lokale virksomhed HMU A/S ville blive afviklet ved udgangen af juni, hvilket vi breakede nogle uger tidligere, stod Claus Neve Olsen med en udfordring hos Musik Under Trappen.
Bekymringen for endnu flere grå hår på hovedet, end han måtte have i forvejen, forsvandt dog heldigvis som dug for solen efter en opringning til direktør Jan-Iver Christiansen hos Vennelyst A/S i Hjørring.
Direktøren ved entreprenørvirksomheden, som havde aktier i HMU A/S og har overtaget flere af sidstnævnte firmas projekter, tøvede nemlig ikke et sekund med at slå til for også at løfte opgaven som trøjesponsor i Hirtshals.
– Det er helt naturligt for os, da vi igennem flere årtier har haft mange opgaver i havnebyen, siger Jan-Iver Christiansen, der blandt andet nævner det store projekt med den aktuelle separatkloakering i Hirtshals.
Denne onsdag formiddag, hvor solen oven i købet sendte strejf af lys og lunere luft over havnebyen, kiggede Jan-Iver Christiansen derfor ind til Rene Skjoldager og Claus Neve Olsen i den lokale butik Tøjeksperten.
Indehaver Rene Skjoldager er i forvejen trøjeleverandør til Hirtshals Boldklub og har stor erfaring med tryk af logoer, hvilket gjorde det oplagt igen at vælge ham og Tøjeksperten som leverandør af sponsortrøjerne til MUT.
Både Claus Neve Olsen og Jan-Iver Christiansen var da også godt tilfredse med resultatet, hvorefter det ser ud til, at Musik Under Trappen har fået endnu en særdeles solid støtte med sponsoratet fra Vennelyst A/S.